Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Lokale uddannelsesudvalg for vvs-energi- og eluddannelserne

De overordnede opgaver for uddannelsesudvalget er at rådgive skolen og det lokale erhvervsliv i spørgsmål, der vedrører vvs-energi- og eluddannelserne.

Udvalget har herudover særlige opgaver i forbindelse med vejledning af virksomheder, og udvalget medvirker også til opsøgning af praktikpladser.

Opgaverne, som uddannelsesudvalget kan beskæftige sig med, er:

  • at rådgive skolen om tilrettelæggelse af elektriker- og vvs-energiuddannelserne
  • at kvalitetssikre undervisningen på elektriker- og vvs-energiuddannelserne
  • at rådgive om kvalitetssikring af elektriker- og vvs-energiuddannelsernes praktikdel
  • at godkende den lokale undervisningsplan
  • at rådgive om udbuddet af valgfrie specialefag på elektriker- og vvs-energiuddannelsen jf. det lokale erhvervslivs behov
  • at rådgive skolen om indretningen af værksteds- og undervisningslokaler
  • at rådgive skolen om tilrettelæggelse af skolepraktikken
  • at kvalitetssikre skolepraktikken
  • at medvirke til at udbygge og sikre et godt samarbejde mellem skole og det lokale erhvervsliv
  • at rådgive skolen om praktikpladsopsøgende aktiviteter
  • at rådgive skolen om behovet for konkrete efteruddannelseskurser i løbet af året

De lokale vvs-energiuddannelsesudvalg har også - på vegne af Det Faglige Udvalg - til opgave at forestå arbejdet med at godkende nye virksomheder til at kunne uddanne lærlinge inden for hele vvs-energiuddannelsesområdet. Læs mere om virksomhedsgodkendelser af elvirksomheder og virksomhedsgodkendelser af vvs-virksomheder.

Generelt om arbejdet i lokale uddannelsesudvalg for vvs-energi- og eluddannelserne

På alle skoler, som udbyder henholdsvis hele vvs-energi- eller eluddannelsen, er der nedsat lokale uddannelsesudvalg.

TEKNIQs repræsentanter i de lokale uddannelsesudvalg for elektrikeruddannelsen udpeges i samråd med de lokale kredsforeninger og TEKNIQs repræsentanter i de lokale uddannelsesudvalg for vvs-energiuddannelsen udpeges i forbindelse med den lokale kreds' generalforsamling.

» Se hvem, der repræsenterer TEKNIQ i de lokale uddannelsesudvalg

Udpegningen til de lokale uddannelsesudvalg sker for en 4-årig periode og perioden følger valg til skolens bestyrelse. For at blive udpeget som medlem af det lokale uddannelsesudvalg kræves det, at man er erhvervsaktiv, at man har lærlinge på skolen, og at man er aktiv på uddannelsesområdet.

Det lokale uddannelsesudvalg består normalt af tre medlemmer fra henholdsvis TEKNIQ og Dansk El-Forbund / Blik- og Rørarbejderforbundet. Derudover udpeger skolen en repræsentant for ledelsen og lærerne og udvalget afgør, om der skal udpeges en repræsentant for eleverne.

Skolerepræsentanten er sekretær for udvalget, men kan vælge at tage en lærer med som referent.

I det lokale uddannelsesudvalg for elektrikeruddannelsen deltager der altid en repræsentant for El- og Vvs-branchens Uddannelsessekretariat. Det lokale uddannelsesudvalg for vvs-energiuddannelsen kan invitere repræsentanter med fra eksempelvis El- og Vvs-branchens Uddannelsessekretariat, hvis udvalget finder behov herfor.

Hvor ofte afholdes møder?
Der afholdes ca. 4 møder årligt i udvalgene, og møderne må påregnes at ligge i dagtimerne.

Formandskabet, som udgøres af formand og næstformand fra henholdsvis TEKNIQ og Dansk El-Forbund / Blik- og Rørarbejderforbundet, må påregne en større mødeaktivitet.

På møderne drøftes aktuelle uddannelsespolitiske spørgsmål, og der er også mulighed for at diskutere de enkelte skolers kvalitet samt udveksle erfaringer.

Årligt heldagsmøde
En gang om året indbyder TEKNIQ og Dansk El-Forbund / Blik- og Rørarbejderforbundet deres respektive repræsentanter i de lokale uddannelsesudvalg til et heldagsmøde, hvor det er muligt at drøfte uddannelsespolitiske spørgsmål sammen med forbundssiden.

Sidst opdateret 01.06.2012

LÆS MERE HOS EVU

EVU er el- og vvsbranchens uddannelsessekretariat.
På EVUs hjemmeside www.evu.dk kan du læse meget mere om vvs-energi- og eluddannelserne.