Frister i entrepriseforhold – hvornår skal jeg reagere?
Når der konstateres en mangel i et entrepriseforhold, skal der reageres i rette tid. Denne artikel giver et overblik over frister i byggesager og hvad der sker, hvis der ikke reageres i rette tid, når der konstateres en mangel. De juridiske betegnelser, der gennemgås er bl.a. reklamation, forældelse og passivitet
Af Christian Bisgaard, advokat i TEKNIQ
Når du i fremtiden skal formulere kontrakter, er der forskellige forhold du bør forholde dig til, herunder den nye forældelseslov og om kunden er forbruger. De forskellige forhold vil blive gennemgået i denne artikel. Frister, mangler, forældelse og passivitet er et par af de betegnelser, der bliver set på.
Retspraksis på dette område – og især vedrørende begrebet passivitet – er forskellig, fordi forholdene bedømmes meget konkret. Men der er alligevel nogle hovedretningslinjer, som kan bruges strategisk. Problemet med at generalisere begrebet passivitet er, at det let bliver en såkaldt rimelighedsbetragtning, og hvis man i retten skal argumentere på rimelighedsbetragtninger og ikke på lovhjemmel, så er man allerede på usikker grund.
De frister, som skal overholdes, og som denne artikel handler om, er dem, der er aftalt mellem parterne enten i henhold til AB 92, ABT 93, ABR 89 eller AB forbruger og/eller gældende love.
Mangel
Men før vi overhovedet har en sag og kan tale om frister og passivitet, skal der konstateres en mangel. Der foreligger en mangel i AB-forstand, når arbejdet ikke er udført i overensstemmelse med aftalen, fagmæssigt korrekt eller i overensstemmelse med bygherrens eventuelle anvisninger. Materialer skal være som aftalt eller af sædvanlig god kvalitet.
Manglen kan så være mere eller mindre væsentlig. Ved væsentlige mangler forstås mangler, der hindrer, at arbejdet tages i brug efter dets formål. Hvis parterne ikke kan blive enige om, om arbejdet er mangelfuldt, eller om manglerne er væsentlige, er det typiske i entrepriseforhold, at der udmeldes et syn og skøn ved voldgiftsretten, domstolene eller ankenævnet, så man kan få afgjort uenigheden.
Reklamation
Reklamation er forpligtelsen til at gøre den udførende/leverende part opmærksom på en konstateret mangel/fejl. Reklamationen skal være kvalificeret, således at det fremgår, hvad reklamationen handler om. I forbrugerforhold vil det ofte være nok at oplyse, at eksempelvis varme-/lysanlægget ikke fungerer. Det er som udgangspunkt klageren, der skal dokumentere, at manglen er oprindelig, og ikke skyldes en vedligeholdes- eller betjeningsfejl.
Efter AB92 har bygherren også pligt til at reklamere under byggeriets udførelse da afhjælpningen af mangler ofte kræver demontering og genmontering af installationer, som er indbygget i bygningen. Hvis bygherren eller dennes rådgiver burde have påtalt manglen som en del af tilsynet under opførelse af bygningen, så vil bygherren ikke altid kunne kræve udbedring af den påtalte mangel, men denne undtagelse kræver en del og fritager ikke entreprenøren for også selv at have ført tilsyn med sit arbejde.
Den næste reklamationsfrist efter AB er afleveringen, hvor bygherren skal påvise mangler. De mangler, der kunne og burde være påvist – altså de synlige mangler – kan ikke påvises senere. Samtidig skal der fastsættes en rimelig frist for afhjælpning af mangler påvist ved afleveringen. Fristen fastsættes ud fra manglens art og omfang samt forholdene i øvrigt. Der vil typisk være tale om, at fristen for at udbedre mangler ligger inden for nogle uger – men ikke måneder. Hvis bygningen ikke er fuldt funktionsduelig, før end manglerne er udbedret, vil udbedringen dog typisk skulle ske inden for nogle dage.
For mangler konstateret efter afleveringen skal entreprenøren efter AB92 have skriftlig meddelelse om manglen inden for rimelig tid, efter at manglen er eller burde have været opdaget. Dette gælder dog ikke, hvis entreprenøren har gjort sig skyldig i groft uforsvarlige forhold.
AB92 har derudover regler om et- og femårs eftersyn, der også fungerer som reklamationsregler.
Efter AB Forbruger skal forbrugeren give entreprenøren meddelelse inden rimelig tid, og meddelelse inden for to måneder er altid rettidig. Retspraksis har (før AB Forbruger, der trådte i kraft 1. januar 2010) fastslået, at rimelig tid i forbrugerforhold i hvert fald er to til seks måneder som udgangspunkt.
Såfremt en af AB’erne ikke er aftalt, skal der efter retspraksis reklameres inden rimelig tid efter, at manglen kunne være blevet konstateret.
I entrepriseforhold vil der ofte ikke være samme behov for at udbedre straks, som er kravet i handelskøb (mellem professionelle). Købelovens strakskrav skyldes, at den dækker et andet område, nemlig hvis der f.eks. var tale om levering af et parti tomater, der i sagens natur har en kortere holdbarhed.
Der kan dog også være krav om, at reklamationer udbedres straks, hvis installationer er farlige, eller hvis det eksempelvis er en fejl i det elektriske system, der medfører, at det kølerum, som tomaterne bliver opbevaret i ikke får strøm, og at tomaterne derfor fordærves hurtigere. Der er naturligvis også en tabsbegrænsningspligt for den, der reklamerer som i eksemplet med tomaterne, der fordærves grundet manglende køling af opbevaringsrummet. Her skal tomaterne typisk flyttes til et andet kølerum, indtil manglen kan udbedres inden for rimelig tid. Men omkostningen til en sådan flytning kan, hvis den udførende part er ansvarlig for fejlen, blive gjort gældende mod entreprenøren, og i sådanne tilfælde vil en hurtig udbedring være til alles fordel.
Garanti
Reklamation og garanti er ikke det samme og må ikke forveksles. Klager over f.eks. mangler betegnes reklamation, og reklamationsfrister er derfor et spørgsmål om, hvor længe der kan klages over f.eks. mangler. Garanti er en yderligere indeståelse for leverancen, hvor den udførende part har givet bygherren en bedre retsstilling end efter de almindelige lovregler, eller det der i øvrigt måtte være aftalt i henhold til AB’erne. Eksempelvis når en leverandør giver en 10-årig garanti for holdbarhed af et materiale, så er det en bedre retsstilling end købelovens toårige reklamationsret.
Retsforfølgelse
Når der er reklameret, og såfremt manglen ikke bliver udbedret, kan kravet gennemføres ved retten eller ved ankenævn. I den forbindelse er der to begreber, som er vigtige: nemlig passivitet og forældelse. Passivitet er, når den, der reklamerer, ikke inden for en bestemt periode sørger for at forfølge sit krav efter behørig reklamation. Forældelse er, når et krav ultimativt bortfalder.
Passivitet
Fristen for passivitet vil formentlig fremover få mindre betydning efter vedtagelse af en ny forældelseslov, hvor den tidligere hovedregel for forældelse var 20 år, og undtagelsen var den femårige forældelseslov. Fremover er hovedreglen en tre-årig forældelse og undtagelsen den 10-årige forældelse. Passivitet for professionelle var tidligere, efter en meget grov tommelfingerregel, ca. halvdelen af forældelsesfristen. Denne regel kan dog ikke anvendes længere, og sager, hvor en forbruger bliver dømt for passivitet, vil nok blive væsentligt reduceret fremover. Der skal endvidere sondres mellem om passiviteten vedrørte et kendt krav, eller der er tale om for sen fremsendelse af en ekstraregning. I sidstnævnte tilfælde vil passiviteten blive bedømt hårdere.
Er AB 92 vedtaget, så er dette reguleret i § 22, stk. 7, 8 og 9. Her er udgangspunktet, at når bygherre har modtaget en slutopgørelse, så kan entreprenøren ikke komme med yderligere krav om ekstrabetaling. Fremkommer der ingen slutopgørelse kan bygherren fremsende krav om entreprenørens fremsendelse af en sådan med de frister, der er i stk. 8 og 9. Sker dette ikke, så fortaber entreprenørens sit krav på vederlag for ekstraarbejder, der er udført efter regning. Er begge parter passive, måske fordi de ikke kender kravet, og der ikke aftales andet, så bliver drøftelsen om passivitet igen aktuel.
Ved vurderingen af professionelle vil fristen typisk være noget strengere end for forbrugere, og igen vurderes det meget konkret af retten i hver enkelt sag. Den seneste sag om dette er gengivet i Ugeskrift for retsvæsen 2009.865V. Her havde et håndværkerfirma ved passivitet fortabt sit restkrav, idet håndværkerfirmaet ikke havde gjort sit krav gældende i knap to år.
Forældelse
I byggeriet blandt professionelle er forældelse af mangelsansvar reguleret ved aftale i henhold til AB 92, ABT 93 og ABR 89. Disse er fortsat gældende, men efter den nye forældelseslov, der trådte i kraft pr. 1. januar 2008, vil der ikke kunne aftales en femårig reklamationsfrist over for forbrugerne. Ansvarsperioden er efter forældelsesloven i forhold til forbrugerne tre år, regnet fra det tidspunkt manglen burde have været opdaget, og ultimativt 10 år fra afleveringen. Dette gælder også mellem professionelle, hvis AB92, ABT93 og ABR89 ikke er aftalt.
Den nye forældelseslov kan give et problem i relationen mellem hovedentreprenør og underentreprenør, såfremt hovedentreprenøren har indgået en aftale med en forbruger. For så er hovedentreprenøren bundet af reglerne om op til 10 års ansvarsperiode, og hvis der entreprenørerne imellem er indgået en sædvanlig aftale i henhold til AB 92, så gælder denne aftale om mangelsudbedring kun i fem år efter aflevering.
Kommer forbrugeren således efter syv år med et berettiget mangelskrav efter byggeriets aflevering, medfører det, at hovedentreprenøren vil bære hele tabet og ikke kan gøre kravet gældende mod underentreprenøren, også selv om manglen kunne være opdaget, inden der var gået fem år.
Der skal for en god ordens skyld gøres opmærksom på, at der både er nogle overgangsregler i relation til den tidligere forældelseslov og den nye, samt en række undtagelsesbestemmelser, som ikke er gennemgået nærmere her.
Sidst opdateret 11.08.2010