Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

TEKNIQ efterlyser bred handlingsplan

Energistyrelsen skal i løbet af kort tid være klar med den nationale handlingsplan for vedvarende energi, og den bør række videre end de nuværende energipolitiske aftaler, mener TEKNIQ

Af Klaus A. Jensen

Energibesparelser bør indgå som en vigtig del af den nationale handlingsplan for vedvarende energi, som den danske regering afleverer til EU-Kommissionen inden udgangen af juni, mener TEKNIQ.
– Det er oplagt, at energieffektivisering kan være med til at fortrænge brugen af fossile brændsler og dermed give de vedvarende energikilder en relativt stærkere position i det samlede billede, siger chefkonsulent Søren Rise, der også efterlyser en handlingsplan for den vedvarende energi, som er decentral og flerstrenget og ikke udelukkende bygger på kraft- og varmeværkernes valg af brændsel.

Danmark har i de europæiske forhandlinger forpligtet sig til, at 30 procent af energiforbruget i 2020 skal hvile på vedvarende energi. I en mellemregning forlanger EU, at 20 procent af det danske forbrug allerede i 2011 skal komme fra vedvarende energikilder, og det mål bliver nået.

Derimod er der fortsat en betydelig risiko for at Danmark ikke kommer i mål i 2020, viser Energistyrelsens seneste fremskrivning af forbruget, som alene bygger på de eksisterende politiske energiaftaler.
Ifølge disse skal ikke mindst øget brug af biomasse, vindkraft og affaldsforbrænding trække læsset frem mod en VE-andel på 30 procent om 10 år.


Sigtet skal være bredt

Og det er ifølge TEKNIQ ikke ambitiøst nok, og heller ikke nødvendigvis realistisk. Søren Rise henviser bl.a. til, at der bliver hård international konkurrence i de kommende år om den tilgængelige biomasse, og hvad affaldsforventningen angår, kan billedet forstyrres af modsatrettede kræfter, som vil føre til øget separation og genbrug.
– Derfor er det så vigtigt, at man i den nationale handlingsplan, som nu skal afleveres til EU-Kommissionen, sigter meget bredt for både at fremme energibesparelser og anvendelsen af vedvarende energi i Danmark, siger Søren Rise.
– Det er f.eks. vigtigt, at Energistyrelsen sætter nogle mål op, som kan synliggøre potentialet i de små VE-installationer som solel, mindre varmepumper, biovarme og husstandsvindmøller f.eks. Det er også vigtigt, at man reelt fremmer produktionen af biogas og gør det muligt at anvende biogassen i naturgasnettet, og så er det overordnet helt afgørende, at man får skabt en intelligent integration af de danske energisystemer, så de forskellige energiformer smart kan spille sammen.


Krav til installatørerne

I kølvandet på vedtagelsen og afleveringen af den kommende handlingsplan for vedvarende energi skal de enkelte EU-lande nationalt udarbejde krav til de virksomheder og medarbejdere, som i praksis skal installere og arbejde med vedvarende energianlæg.
I den forbindelse efterlyser Søren Rise hurtig handling fra Energistyrelsen, når handlingsplanen er skibet af sted til Bruxelles i slutningen af juni.
– Hvis vi vil i gang med at realisere målene hurtigt og altså undgå at spilde tid, skal vi også hurtigt have beskrevet de krav, der vil blive stillet til installatørsiden, herunder krav til f.eks. kvalifikationer og efteruddannelse, som også EU's direktiv om anvendelsen af vedvarende energi, det såkaldte VE-direktiv, forudsætter, siger han.

Sidst opdateret 19.05.2010