86. Så mange arbejdsløse elektrikere var der i Danmark i uge 29, og det svarer til en ledighedsprocent på 0,4 pct. blandt elektrikerne. Dermed fortsætter ledigheden i el-branchen med at være historisk lav, og den økonomiske afmatning bygge- anlægsbranchen har oplevet i de seneste måneder, har indtil videre ikke haft nogen indflydelse på ledigheden blandt elektrikere.
Det viser nye tal fra elektrikernes A-kasse.
– Det er glædeligt, at den nedgang i byggeaktiviteten, som vi har oplevet i de seneste måneder indtil videre ikke har sat sig negativ spor i el-branchen. Udfordringen for el-branchen er således fortsat at holde på de medarbejdere, vi har, og sikre, at der også i den kommende tid er tilstrækkeligt med arbejdskraft til at kunne udføre de ordrer, som virksomhederne forhandler hjem, siger Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør i TEKNIQ installatørernes organisation.
Han mener, der er flere grunde til, at nedgangen i byggebranchen ikke rammer installatørerne i nævneværdig grad.
– Vi er gået fra en situation, hvor vore medlemmer har haft rygende travlt til, at de nu bare har travlt. Derudover har vore medlemmer i de senere år bevæget sig mere og mere ind på servicemarkedet og væk fra entreprise og privatboligmarkedet. Derfor slår nedgangen i byggebranchen ikke så hårdt igennem, siger Niels Jørgen Hansen.
