Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Installatør trækker i klimaheltenes uniform

Hvis de unge skal have øjnene op for, at vvs-branchen handler om andet og mere end toiletter, så skal installatørerne selv på banen i hverdagen og vise sig som klimaheltene Eventyreren, Chefen, Charmøren, Specialisten eller Teknikeren fra rekrutteringskampagnen ”Bliv Klimahelt”. Det mener vvs-installatør Ole Beese Nielsen, som selv er gået aktivt ind i kampagnen for at ændre de unges syn på branchen

Af Anne Korntved Petersen

Med streamere på firmabilerne, foldere i butikken og T-shirts til lærlingene går installatørerne nu ind i kampen for at give vvs-branchen et imageløft gennem kampagnen ”Bliv Klimahelt”, som skal få flere unge til at søge ind på vvs-uddannelserne. Kampagnens omdrejningspunkt er tegneseriefigurerne og klimaheltene Eventyreren, Chefen, Charmøren, Specialisten og Teknikeren, som har hver deres vvs-speciale med i værktøjskassen. De fem skal være med til at give branchen det imageløft, som Ole Beese Nielsen fra J. Beese VVS & Blik A/S i Odense mener, branchen i høj grad trænger til.
– Kampagnen viser vores branche fra en anden side. Den fortæller, at erhvervet ikke blot handler om at rense toiletter og knoklearbejde. Den viser, at vores branche er både spændende og alsidig, og at den rummer mange forskellige karrieremuligheder. Der er ingen tvivl om, at branchen trænger kraftigt til sådan et imageløft, siger Ole Beese Nielsen.

Sønnerne er klar
I J. Beese VVS & Blik A/S har de lige nu tre lærlinge. Og siden Ole Beese Nielsen satte sig i spidsen for firmaet i 1992, har de løbende haft to til tre lærlinge under uddannelse i virksomheden ad gangen. I hans virksomhed har de ikke manglet lærlinge, men ansøgningerne er blevet færre, og det er ikke alle virksomheder, der har lige så stort held med at få lærlingepladserne besat. En af årsagerne er ifølge Ole Beese Nielsen, at branchen ikke har været i stand til at sælge sig selv godt nok.
– Vi har ikke været gode nok til at gøre opmærksom på at profilere branchen tidligere. Men det har vi mulighed for med den her kampagne, som har potentiale til at nå meget bredt ud. Jeg har selv to knægte på 10 og 13, og de synes det så utrolig spændende ud, da de så det materiale, jeg har fået tilsendt. De har allerede været inde at se på hjemmesiden.
Formålet med kampagnen ”Bliv Klimahelt”, som er blevet til i et samarbejde mellem TEKNIQ og Blik- og Rørarbejderforbundet, er blandt andet at give branchen et tiltrængt imageløft. Og i de kommende måneder skal installatørerne hjælpe til som ambassadører for kampagnen.

Klimahelt til daglig
Installatørerne er nemlig selv en særdeles vigtig brik, når det handler om at ændre branchens image, fordi de i dagligdagen skal profilere sig selv som klimahelte, hvis budskabet skal nå videre til de unge og være grobund for en decideret holdningsændring. Også derfor er Ole Beese Nielsen gået ind i kampen for at gøre, hvad han kan, for at branchen får et bedre image ude blandt de unge, så flere vælger at søge ind på vvs-uddannelsen.
Således bliver J. Beese VVS & Bliks firmabiler for en tid til klimahelte-biler med en streamer i bagruden, mens lærlingene trækker i uniformen i form af en T-shirt med klimaheltene på. Og så er der blæst til kamp for klimaet med en kampagne, som han synes formidler budskabet godt.
– Det er en god kampagne. Jeg tror, at hele temaet omkring klimahelte – bygget op om et tegneserieformat – rammer godt blandt unge mennesker. Måske endda årgangene før de unge, der skal tage en beslutning her til sommer og videre ned i folkeskolen. Og det, tror jeg, er en god ide, siger Ole Beese Nielsen.

Fat på folkeskolerne
Derfor er J. Beese VVS & Blik A/S også med i erhvervspraktikordningen, så de unge folkeskoleelever kan komme ud at se, hvad det vil sige at arbejde som vvs-installatør og måske få konfronteret nogle af de fordomme, de måtte have om branchen. Således vil den næste elev, der skifter en uge på skolebænken ud med en uge som klimahelt kunne få en brochure med tilbage til skolen om, hvad det vil sige at være klimahelt og hvilke muligheder, det giver.
– Det er jo også vigtigt at påvirke dem, som skal råde og vejlede de unge ude på skolerne. Derfor er det vigtigt også at få fat på folkeskolen, så de er opmærksomme på vores fag, siger Ole Beese Nielsen.
Og i starten af det nye år får han hjælp til det. Der går anden etape af kampagnen nemlig i gang, og elever på skolerne vil få foldere, plakater og betræk til cykelsadlerne med samme grafiske udtryk stukket i hænderne.
Sidst opdateret 15.12.2008