Både Odense Universitets Hospital og den store københavnske boligadministrator KAB har fået styr på legionellabakterien. Handlingsplanerne omfatter bl.a. afskæring af døde rørender, overgang til varmeveksling og faste temperaturintervaller i varmtvandssystemerne
Af Klaus A. Jensen
Store varmtvandssystemer udgør en særlig risiko for spredning af Legionella, og de findes bl.a. på hospitaler og i bebyggelser med mange sammenhængende boliger.
Dét forhold har både Odense Universitetshospital og den københavnske boligadministration KAB, som administrerer mere end 40.000 lejligheder, taget bestik af gennem handlingsplaner, som skal gøre det surt for legionellabakterien at overleve.
På Odense Universitetshospital skred man for få år siden til handling efter flere alvorlige tilfælde af legionærsygdom, som sygehusets patienter havde pådraget sig under indlæggelse.
– Vi gennemgik alle vores installationer og vurderede, hvad der skulle til for at gøre risikoen for spredning af legionella mindre, og efterfølgende har vi taget en række konkrete initiativer, fortæller sektionsleder John Meistrup, Odense Universitetshospital.
Varmevekslere har afløst beholdere Handlingsplanen til 7,5 millioner kroner førte bl.a. til afskæring af en lang række døde rørender, som var opstået i hospitalets vandsystem i tilknytning til nybyggeri eller ved ombygning. I forbindelse med nye renoveringsopgaver og fremtidige ombygninger er der yderligere truffet beslutning om, at alle forsyningsledninger, som ikke skal bruges mere, fjernes helt tilbage til hovedledningen.
Handlingsplanen indebar også, at man på OUH gik bort fra at forblande varmt og tempereret vand i hospitalets varmtvandsbeholdere, som siden helt er blevet faset ud til fordel for et vekslersystem.
– I samme forbindelse har vores rådgivere og leverandører fået at vide, at dimensioneringen af fremtidige varmevekslere skal gøre det muligt at hæve temperaturen til 70 grader, siger John Meistrup.
Det sker nu som fast rutine én gang om ugen og uden for normal brugstid for at undgå skoldningsrisiko – og legionellabakterien overlever typisk ikke den kraftige temperaturstigning.
Pex-rør samler bakterier Den tekniske afdeling på universitetshospitalet i Odense stiller også krav til de materialer, der bruges i forbindelse med varmtvandsforsyningen:
– Hvor vi har tilgængelige rørsystemer, anvender vi udelukkende løsninger med rustfrit stål, og i skjulte rørinstallationer bruger vi kobber, som legionellaen ikke har det videre godt med. Pex-rør kan være udmærkede, men ikke i sygehusverdenen, for den biofilm, der dannes i pex-rørene, er guf for bakterien, konstaterer John Meistrup.
Som et sidste indsatsområde gennemfører Odense Universitets Hospital i særligt følsomme patientafsnit et udvidet måleprogram for hurtigt at kunne afsløre udbrud af Legionella.
KAB lavede handlingsplan Også KAB har med hjælp fra Skandinavisk Bio-Medicinsk Institut gennemført en handlingsplan, efter at målinger i samtlige varmtvandsbeholdere afslørede tilstedeværelsen af Legionella eller tekniske bakterier – ikke sundhedsskadelige – i mere end halvdelen af tilfældene.
– Vi besluttede os på baggrund af målingerne for, at vi ikke i KAB’s ejendomme vil acceptere Legionella, siger Alex Rytt, som er seniorkonsulent i administrationsselskabet.
Midlerne i kampen mod legionellabakterien er vand, som aldrig kommer retur med en temperatur på under 50 grader, god cirkulation i systemerne og ingen døde rørender samt varmt vand, som går ud fra varmecentralen med en temperatur på 55-56 grader.
– Går vi højere, får vi kalkproblemer, og det vil også indebære en risiko for skoldning ude ved de enkelte tappesteder, siger Alex Rytt.
Disse hovedregler suppleres i KAB-administrerede ejendomme fra tid til anden med temperaturgymnastik, hvor vandet køres op i temperatur fra næsten koldt til høj varme i løbet af kort tid.
– Det gør vi mest for at hamle op med de tekniske bakterier. Når vi har styr på temperaturforholdene i det varme vand, har vi ikke noget problem med Legionella, konstaterer Alex Rytt.
Læs også
Flere danskere rammes af legionærsyge.
Se også det store tema om vand i Dansk VVS nr. 1 - 2009.