Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Kampen mod røde smileyer på stribe fortsætter

– Jeg er ikke så optimistisk, men jeg opgiver ikke. Sådan siger arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti efter, at sagen om kriterier for rådgivningspåbud og røde smileyer har været oppe at vende på arbejdsmiljøforligskredsens møde den 29. maj.

Bent Bøgsted har taget fat på sagen, efter han blev bekendt med, at Næstved VVS Entreprise ApS har fået et rådgivningspåbud og en rød smiley for at have en enkelt mand gående på en mudret byggeplads, hvor hovedentreprenøren havde ansvaret for forholdene. Efter flere forgæves klager til beskæftigelsesministeren rejste arbejdsmarkedsordføreren sagen på et møde med kredsen af partier bag arbejdsmiljøforliget. Men her efter mødet siger Bent Bøgsted, at der heller ikke var meget lydhørhed på mødet omkring hans synspunkter.

– Det indtryk jeg fik på mødet var, at flere af de andre partier godt kan se, at det kan give problemer for den enkelte virksomhed, men at de mener, at arbejdsgiveren bare kan lade være med at sende folk ud på sådan en byggeplads, siger Bent Bøgsted, der ikke slipper sagen her.

– Jeg opgiver som sagt ikke. Vi var presset af tiden på mødet d. 29. maj, og derfor synes jeg ikke, vi fik vendt sagen til bunds. Så nu vil jeg have et møde med beskæftigelsesministeren, så vi kan få vendt argumenterne ordentligt, siger Bent Bøgsted, hvis mål er, at det kun skal være den ansvarlige bygherre eller entreprenør, der skal have en rød smiley, hvis forholdene ikke er i orden på byggepladsen.

Sidst opdateret 17.07.2008