Der er også gode alarmsystemer
Ikke alt, der glimter, er guld. Og det er heller ikke alle alarm- og sikringsanlæg, der er penge ud af vinduet for kunderne. Det var ellers det indtryk, programmet Kontant på DR1 tirsdag den 21. oktober, gav.
Flere og flere danskere ønsker at sikre sig mod uønskede gæster og køber derfor alarmer, lød det. Og så fulgte den ene historie efter den anden om, hvordan folk havde betalt for en dårlig sikringsløsning.
- Men det er ikke rimeligt at vurdere en hel branche på baggrund af enkelte alt for kreative sælgere, der tiltrækkes af hurtige gevinster, siger Kaj Nygaard Pedersen fra D.E. TekniQ i Demstrup.
Han forstår godt, at danskerne i højere og højere grad ønsker at sikre sig. For det første er der ikke noget mere krænkende end at komme hjem og se sin bolig ribbet for værdier, og de personlige papirer spredt ud over gulvet. For det andet bliver vi danskere rigere, og det gør, at der så at sige er mere at passe på. Og for det tredje har vi i de senere år oplevet en stigning i antallet af indbrud.
Så begrundelserne for at få et alarm- og sikringsanlæg er mange. Men som i alle andre af livets forhold, skal man se sig for, når man køber og får installeret alarmer, understreger Kaj Nygaard Pedersen fra D.E. TekniQ i Demstrup.
- En korrekt installeret alarm mindsker risikoen for indbrud, men også følgeskaderne bliver mindre, hvis uheldet er ude. Indbrudstyven vil bruge mindre tid på et sted med alarm, og når alarmen fortæller, at der er smadret en rude en lørdag, kan hullet lukkes, inden slagregn får lavet vandskader på gulvet. I fagsprog bruger vi udtrykket AIA, som står for Automatisk IndbrudsAlarm- anlæg. Og ved at vælge en AIA-certificeret installatør, når du skal vælge og have opsat en alarm, så undgår du at sidde i Kontant om et par år og fortælle, at du også er blevet snydt, fortæller Kaj Nygaard Pedersen fra D.E. TekniQ i Demstrup.
AIA-certificerede elinstallatører har papir på, at de ikke blot har en stor viden om alle de forskellige tekniske løsninger, der er på markedet. De kender også lovgivningen på området. Vælger du tilmed en installatør, der er medlem af TEKNIQ Installatørernes Organisation , så er du som forbruger også dækket af TEKNIQs Garantiordning.
- Disse ordninger er netop skabt for at sikre forbrugerne en ordentlig og professionel behandling, og jeg kan kun opfordre til, at kunderne ser efter disse ordninger, inden de køber en sikringsløsning, siger Kaj Nygaard Pedersen fra D.E. TekniQ i Demstrup.
Bragt i Kjellerup Tidende 28. oktober 2008.
Sidst opdateret 28.10.2008