Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Debatindlæg: Bevar tilskud til voksenlærlinge

Debatindlæg af Lars Dyrstrøm, VVS-installatør i Humlebæk, bragt i Frederiksborg Amtsavis den 1. september 2008.

I installationsbranchen har vi i de senere år været plaget af mangel på arbejdskraft. Det har simpelthen ikke været muligt for os at støve tilstrækkeligt med kvalificerede hænder – i form af faguddannede elektrikere og vvs’ere - op. En undersøgelse foretaget af vores brancheorganisation TEKNIQ viste, at hele 38 pct. af installationsvirksomhederne i region Hovedstaden har opgivet at besætte ledige stillinger på grund af manglen på arbejdskraft. Samtidig har 32 pct. af virksomhederne måtte opgive at tage ordrer ind, fordi de simpelthen ikke havde arbejdskraft nok.

Set i det lys, er det katastrofalt, at puljen med tilskud til voksenlærlinge, der kommer fra beskæftigelse, allerede i juni løb tør for midler for anden gang. Siden har politikerne ikke givet ekstrabevilling. I stedet har de bedt beskæftigelsesministeriets embedsmænd om et svar på, hvad der skal ske med en af de største succeser i de seneste 10 års danske arbejdsmarkedspolitik. Ordningen har nemlig i de senere år årligt sendt op mod 5000 danskere fra hovedsageligt ufaglærte og usikre jobs over i uddannelsesstillinger i brancher med lyse fremtidsmuligheder. Alene i installationsbranchen begyndte 687 voksne sidste år i lære hos en el- eller vvs-installatør. Og det vel at mærke uden at der er sket et fald i tilgangen af unge lærlinge. Både uddannelse af de helt unge og af voksenlærlingene er blevet uhyre vigtige redskaber til at kompensere for den manglende arbejdskraft i branchen.

Vi har taget imod de voksne med kyshånd, og af flere grunde. For det første fordi de voksne har haft rigtig meget at byde på. De er simpelthen både motiverede og dygtige. For det andet fordi vi i installationsbranchen er så meget i bekneb for arbejdskraft, at enhver ny kvalificeret medarbejder er mere end velkommen. Og for det tredje fordi vi hjertens gerne bidrager til, at alle danskere får en brugbar og fremtidssikret uddannelse. Det gør vi både af hensyn til samfundets vækst som helhed, men også fordi den eneste vej til et job i installationsbranchen er gennem en vvs- eller en el-uddannelse.

Nu er der imidlertid en risiko for, at embedsfolkene råder regeringen til at begrænse – eller måske helt afskaffe ordningen. Men det ville være en fejltagelse af de helt store.

Et af argumenterne for at ændre ved voksenlærlinge ordningen er økonomien. Det er klart, at det stigende antal voksenlærlinge også koster flere penge. Regnestykket der viser, hvorfor det er alligevel er god økonomi, er imidlertid ret enkelt. Man betaler et tilskud på 35 kroner i timer i op til 2½ år. For blot 175.000 kr. (rundt regnet udgifterne til dagpenge for en fuldtidsledig i ét år) har man sikret en voksen dansker permanent fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er sund fornuft. Derfor er det særligt skuffende, at regeringen i sit netop offentliggjorte finanslovsudspil vælger at lade være med at sætte ekstra penge af til voksenlærlinge.
Så hvis nogen skulle finde på at spørge os, hvad der skal ske med voksenlærlingeordningen, så er svaret klart. Sørg for at få skrabet de millioner sammen, der skal bruges til at ordningen kan gøres permanent. På den måde kan vi sikre at en stor gruppe af danskere flytter sig fra usikre og hovedsageligt ufaglærte jobs over i brancher med meget lyse beskæftigelsesmuligheder og med nogle solide uddannelser.
Sidst opdateret 01.09.2008