Stor begejstring i sikkerhedsstyrelsen efter, at antallet af ikke anmeldte kedler er mindsket med to tredjedele. Der er dog stadig en bid vej til målet, påpeger både styrelsen og TEKNIQ.
Af Karin Wain Sørensen
I Sikkerhedsstyrelsen er leder af gasenheden Arne Hosbond helt begejstret.
– Jeg har næsten ikke fået armene ned endnu. Det ser rigtig godt ud, siger han.
Årsagen til den store glæde er, at de nyeste tal fra Dansk Energi Brancheforening (DEBRA) viser en betydelig fremgang i antallet af anmeldte kedler. Efter at Sikkerhedsstyrelsen i sensommeren 2007 skærpede kravene til registrering af nye gaskedler på baggrund af en udpræget slendrian fra vvs-installatørernes side, er tallene gradvist blevet bedre og bedre.
Hvor den procentvise afvigelse mellem solgte og registrerede kedler i 2006 var helt oppe på 24 procent, var den i 2007 nede på 13 procent. Efter første halvår af 2008 er afvigelsen nede på 10 procent, og fortsætter de gode takter, er der ikke langt til, at alle kedler er anmeldt, som Arne Hosbond håber på.
– Jeg er glad for at se, at installatørerne har forstået vigtigheden af at have styr på registreringen. Det, det gælder nu, er at holde fast i den positive udvikling, siger han.
Fælles indsats Også gasteknisk konsulent i TEKNIQ, Nils Lygaard, er tilfreds med udviklingen.
– Det er flot det der. Vi kan være glade for at konstatere den positive effekt, som de tiltag, vi iværksatte sidste år, og som hele branchen har løftet op omkring har båret frugt. Men som organisation er vi naturligvis ikke helt tilfredse, før vi når i nul, siger han.
I Sikkerhedsstyrelsen tror Arne Hosbond på, at den positive udvikling fortsætter, men er indstillet på at fortsætte den skærpede linje, som styrelsen satte i værk i 2006.
– Vi vil holde fast i at bede gasselskaberne indberette de installatører, der ikke anmelder, og ved gentagelser vil vi være parate til politianmeldelser. Det er ikke acceptabelt at afholde sig fra at anmelde kedlerne. Omvendt er det jo heller ikke vores mål, at installatørerne skal have bøder – målet er, at de skal lære at anmelde, siger Arne Hosbond.
Årsforbrug afslører syndere Hos Dong Energy arbejder gruppeleder for gasselskabets installationseftersyn på Sjælland, Carsten Nielsen, dagligt med problemstillingen med ikke anmeldte kedler. Det har givet ham en ide til et værktøj, der kan komme problemet til livs, og som i øjeblikket er ved at blive finpudset og implementeret i energiselskabets afdelinger på Sjælland og i Sydjylland.
I al sin enkelhed går tricket ud på, at gasselskabet ved at analysere udsving i kundernes årsforbrug kan få nys om, hvorvidt der er udskiftet en kedel, som ikke er blevet anmeldt. Sædvanligvis er forbrugsmønstret hos private kunder meget stabilt, og svinger kun med fem-otte procent. Med indførelsen af kondenserende kedler i 2006 skete der dog virkelig noget på den front, og husstande, der har fået installeret en ny kondenserende kedel, vil typisk have oplevet et fald i årsforbruget på hele 15-20 procent.
En beregning på forskellen i forbruget mellem eksempelvis årene 2003 og 2007 hos en given kunde vil give et praj om, hvorvidt der er sket noget med installationen på adressen. Er besparelsen på over 20 procent, er der en stor sandsynlighed for, at det skyldes en ny kedel, og er der i samme periode registreret en anmeldelse, er installationen uden for mistanke. Hvis ikke, vil der sandsynligvis være tale om en ikke anmeldt kedel, og gasselskabet vil kunne gå målrettet efter denne type installationer i stedet for at søge mere eller mindre tilfældigt ved hjælp af stikprøvekontroller.
– Ved stikprøvebaseret eftersyn er der masser af installationer, der ikke efterses. Spørgsmålet er, om man skal kontrollere installationer, der i vidt omfang er i orden, eller om man skal gå målrettet efter dem, hvor der er problemer? De nuværende data er ikke gode nok, for systemet er bygget op efter, at alle autoriserede gør, som de skal. Der er heldigvis rigtig mange gode installatører, men det er jo nok heller ikke de bedste installatører, der undlader at anmelde, så udgangspunktet for en effektiv kontrol er en god database, siger Carsten Nielsen.
En prioriteringssag I Sikkerhedsstyrelsen ser Arne Hosbond umiddelbart positivt på metoden.
– Det lyder som en rigtig god ide, som vi gerne vil bakke op om. Det, jeg dog kan være bekymret for, er, om alle gasselskaber vil kunne lave en sådan database – om det ressourcemæssigt er muligt, siger han.
Carsten Nielsen mener, det handler om at prioritere ressourcerne.
– Det nye system er smartere, men kræver fortsat en del administration. Det er dog et spørgsmål om prioritering, for finder vi ikke problemerne, spiller vi lidt fallit både over for sikkerheden og over for de installatører, der gør arbejdet. Det er skævvridende, siger Carsten Nielsen.
I TEKNIQ hylder Nils Lygaard Dong Energys initiativ.
– TEKNIQ vil gerne støtte alle gode ideer til at styrke gassikkerheden. Jeg kan ikke umiddelbart se, at det skulle være så krævende at lave et system til overvågning af forbrugsudsving, siger han.
Solgte og registrerede gaskedler
|
2006 |
2007 |
1. halvår 2008 |
| Solgte |
32.200 |
27.000 |
13.800 |
| Registrerede |
24.400 |
23.500 |
12.400 |
| Afvigelse |
7.800 |
3.500 |
1.400 |
| Afvigelse% |
24 % |
13 % |
10 % |
Kilde: Dansk Energi Brancheforening, august 2008
Bragt i Dansk VVS 9 - 2008.