Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Kommentar: Brug pengene på løsninger i stedet for på mærkninger

Af Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør i TEKNIQ Installatørernes Organisation

Adm. direktør Niels Jørgen HansenEnergimærkningen har ingen effekt. Sådan lyder hovedbudskabet i en artikel i Børsen den 17. september. En ny undersøgelse afslører nemlig, at boligejerne ikke følger energimærkets anvisning.

Det kommer sådan set ikke som nogen overraskelse for os i installationsbranchen. Vi har altid forholdt os kritisk konstruktivt til mærkningsordningen. Vi mener sådan set, at det er ganske fornuftigt at få gennemgået en bygning med henblik på at finde frem til potentialet for energieffektiviseringer. Men vi må konstatere, at den nuværende ordning halter. Den er simpelthen blevet for kompliceret og dermed også for dyr i forhold til det udbytte, som bygningsejerne får af det.

De fleste private boligejere oplever givetvis, at energimærkningen er en unødvendig udgift. De fleste danskere ved jo godt, hvis deres oliefyr er en miljøsviner, eller hvis deres vinduer er utætte – det behøver de ikke betale en energikonsulent 5000 kr. for at få at vide. I stedet burde de bruge de 5000 kroner på at få udskiftet fyret eller investere i vedvarende energi eller andet, der bidrager til at nedbringe CO2-udslippet. På samme måde er udgifter til energimærkninger på langt over 50.000 kroner for at få energimærket jo helt ude i skoven. Tænk, hvis pengene bare blev brugt på energieffektivisering i stedet for på mærkningsordninger.

Handling frem for mærker
Vores ønske er, at ordningen med energimærkning fremover bliver mere fleksibel, og der kommer fokus på handling – hellere konkrete handlingsplaner for energibesparelser f.eks. ESCO-aftaler end dyre ineffektive mærker. Hvis nu en bygningsejer kan fremvise en plan, der viser, at han er i gang med at energirenovere sin bygning, så er det måske ikke nødvendigt at udarbejde et mærke.

Derfor håber vi, at Folketingets partier, når de til foråret skal diskutere konkrete initiativer i forhold til energieffektiviseringer som opfølgning på forårets aftale, vil fokusere mere på handling end på papirer. Som energispareindsatsen i dag er skruet sammen, så består den i alt overvejende grad af information, en lille smule lovgivning og næsten ingen økonomiske incitamenter. Vi skal også i fremtiden informere og derigennem sikre energibesparelser ad frivillighedens vej. Men vi er i installationsbranchen helt overbeviste om, at flere obligatoriske krav om konkrete effektiviseringer kombineret med forskellige økonomiske incitamenter – blandt andet i form af tilskud og attraktive låneformer – vil være vejen frem.

Bragt i Børsen 18. september 2008, side 2
Sidst opdateret 18.09.2008