Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Kundeklausuler gælder også ved udlejning

Østre Landsret fastslår, at der er tale om et rent kundeforhold når konkurrerende virksomheder udlejer medarbejdere til hinanden. TEKNIQ vinder principiel sag for medlemsvirksomheden Connect Partner

Af Klaus A. Jensen

Advokat Charlotte Ketelsen,TEKNIQ: – Dommen er principiel, men også forventelig. Østre Landsret har i stort set ét og alt fulgt vores synspunkter.Hvis firma A på en midlertidig kontrakt udlejer en medarbejder til kollegaen og konkurrenten firma B er der tale om et regulært kundeforhold.
Og hvis den medarbejder, som udlejes, er omfattet af en kundeklausul, må han ikke efterfølgende selvstændigt søge over i firma B for at arbejde.
Det er den principielle konsekvens af en dom, som netop er afsagt i Østre Landsret. Dommen stadfæster samtidig overordnet, at det er lovligt at indgå kundeklausuler med medarbejdere, som ikke er omfattet af funktionærlovens bestemmelser – f.eks. timelønnede håndværkere.
– Dommen er principiel, men også forventelig, afgørelsen kommer ikke bag på os. Østre Landsret har i stort set ét og alt fulgt vores synspunkter, siger advokat Charlotte Ketelsen, TEKNIQ, som har ført sagen for virksomheden Connect Partner A/S med afdelinger i Odense og Herlev.
Connect Partner, som er et datterselskab til TDC, etablerer og driver fibernetforbindelser, og selskabet oplevede for nogle år siden, at flere fibermontører forlod virksomheden og i stedet fik arbejde hos kunder, de hidtil havde betjent for Connect Partner.

Klausul mod lønforhøjelse
For at imødegå denne trafik besluttede Connect Partner i begyndelsen af 2006 at tilbyde sine kernemedarbejdere et lønløft mod, at de til gengæld skrev under på en kundeklausul. Klausulen begrænser de ansattes mulighed for at søge arbejde hos Connect Partners kunder og har en rækkevidde på 12 måneder efter opsigelse.
Som kompensation for at tiltræde kundeklausulen får medarbejderen en lønforhøjelse på 10 procent af grundlønnen, og den model valgte en ung fibermontør at skrive under på i forbindelse med en almindelig lønforhandlingssamtale i januar 2006. Han fik dermed et løntillæg på 2.500 kroner oveni de 25.000 kroner, som udgjorde hans grundløn hos Connect Partner. Andre af virksomhedens ansatte ønskede ikke at lade sig binde af en kundeklausul.

Ingen betænkelighed
Connect Partner har gennem årene i et vist omfang udlejet fibermontører til flere store teknikentreprenører, og da den lokale Odense-virksomhed FiberLAN A/S i efteråret 2006 henvendte sig i samme ærinde, havde Connect Partners ledelse heller ingen problemer med at lave en aftale om udlejning af en fibermontør. Afregningsprisen mellem de to virksomheder blev aftalt til 550 kroner i timen.
Den unge fibermontør, som godt et halvt år forinden havde tiltrådt en kundeklausul kompenseret med en lønforhøjelse, overgik derefter midlertidigt til jobbet hos FiberLAN.

Fogedforbud ad omveje
Her arbejdede han frem til udgangen af februar 2007, da han sagde sit job op hos Connect Partner – og samtidig ophørte virksomhedens ordre hos FiberLAN.
Umiddelbart efter blev den unge fibermontør ansat direkte hos FiberLAN.
Det førte i en personlig henvendelse til et krav fra hans gamle arbejdsplads om, at ansættelsesforholdet hos den nye arbejdsgiver skulle bringes til ophør, og at der endvidere skulle betales bod. Connect Partner henviste direkte til den kundeklausul, medarbejderen tidligere havde skrevet under på.
Henvendelsen førte ikke til nogen reaktion, hvorefter Connect Partner i slutningen af april 2007 afleverede begæring til retten i Odense om nedlæggelse af fogedforbud mod fibermontørens fortsatte ansættelse hos FiberLAN. Det forbud ville retten i Odense ikke fremme, men byretskendelsen blev efterfølgende indbragt for Østre Landsret, som 4. juli fastslog, at der var belæg for at nedlægge et fogedforbud – og herefter trådte TEKNIQ ind i sagen.
Connect Partner skulle i forbindelse med fogedforbuddet stille med en sikkerhedsgaranti på 250.000 kroner, bestemte landsretten også.
9. juli kom fogedforbuddet, som fastslog, at den unge montør i henhold til 12 måneders fristen i sin kundeklausul ikke måtte have beskæftigelse hos FiberLAN frem til 28. februar i år.
Han opsagde derefter straks sin stilling hos FiberLAN og fik i stedet ansættelse med salg af elkomponenter hos firmaet ICS A/S, som har forretningsadresse i samme bygning – og i dag er han atter ansat hos FiberLAN.

Nødvendig skelnen
Dansk El-Forbund har på vegne af montøren ikke anerkendt gyldigheden af kundeklausulen. Forbundet mener, at der er tale om en ulovlig konkurrenceklausul og har bl.a. krævet, at der skal betales en tortydelse på 10.000 kroner til den unge elektriker.
Det har landsretten nu afvist, og Østre Landsret har endvidere dømt fibermontøren til at betale 25.000 kroner i bod til sin tidligere arbejdsgiver Connect Partner. Endvidere skal Dansk El-Forbund betale 60.000 kroner i sagsomkostninger til TEKNIQ.
– Vi er meget tilfredse med dommens skelnen mellem kunde- og konkurrenceklausul, for det har i denne sag aldrig været tanken at forhindre den udlejede medarbejder i at kunne søge andet arbejde i en bredere sammenhæng. Der har alene været tale om at imødegå en mulig svækkelse af udlejers kundeportefølje mod en kontant kompensation, siger advokat Charlotte Ketelsen, TEKNIQ.

KLAUSULER
  • KONKURRENCEKLAUSUL – En aftale mellem virksomhed og medarbejder om, at medarbejderen i et givet tidsrum efter sin fratræden ikke må tage arbejde hos virksomhedens konkurrenter.
  • KUNDEKLAUSUL – En aftale mellem virksomhed og medarbejder om, at medarbejderen ikke i et givet tidsrum efter sin fratræden må tage arbejde hos virksomhedens kunder.
  • JOBKLAUSUL – En aftale, som en arbejdsgiver indgår med andre virksomheder med henblik på at hindre eller begrænse en ansat lønmodtagers muligheder for at opnå ansættelse i en anden virksomhed – eller en aftale, som en arbejdsgiver indgår med en medarbejder med henblik på at hindre eller begrænse andre ansatte lønmodtageres muligheder for at opnå ansættelse i en anden virksomhed.
Sidst opdateret 30.09.2008