Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Ny dagsorden fra ny minister?

Af Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør i TEKNIQ installatørernes organisation
Byggeriet har efter regeringsrokaden fået ny minister. Som ny Økonomi- og Erhvervsminister får Lene Espersen god mulighed for at forny dagsordenen for byggeriets udvikling. En fornyelse, vi i installationsbranchen, vil støtte på det varmeste. For i en del år har en generel – og til tider noget ensidig – revsen været omdrejningspunktet for den byggepolitiske debat. Byggeriet er blevet beskyldt for at være både for dyrt og for gammeldags. I byggeriet har vi ikke noget imod at blive provokeret. Vi lytter gerne til, hvad kunderne og politikerne måtte mene om vore resultater og processer – og ved at der sjældent går røg uden af en brand.

Til gengæld mener vi, at præmisserne for debatten i perioder har været lidt tyndslidte. Debatten har i alt for høj grad handlet om, hvor mange m2 man kan få for pengene. Kvalitetsdiskussionen har på den måde været bundet alt for hårdt op på prisen. Vores håb er, at den nye minister i stedet vil stille andre forventninger til byggeerhvervene end blot flere kvadratmeter for færre penge. Det ville være berigende om den nye minister også ville knytte kvalitetsdebatten an til bygningernes funktion, deres komfort og ikke mindst deres energiforbrug.

For bygninger er ikke længere blot en uforanderlig ramme. I en moderne bygning er der intelligent klimastyring, sikringsanlæg, it-netværk, lysstyring og andre installationer, som er helt afgørende bygningens daglige værdig og funktion. Disse installationer holder ikke evigt, men skal løbende opdateres. Til gengæld er det de samme installationer, som har betydning for bygningens komfort og ikke mindst for dens værditilvækst. En bygnings værdi og kvalitet afhænger således af langt mere og andet end det blotte antal kvadratmeter. Og det er her den nye minister meget gerne må udfordre byggeerhvervene. Udfordringen kunne passende bestå i, at byggeriet nok skal være billigt, men at der også skal laves fremtidssikrede løsninger.

Som ny minister har Lene Espersen mulighed for at justere den siddende regerings signaler. Vi ser frem til ministerens meldinger i den kommende tid.

Bragt i Erhvervsbladet den 22. september 2008.
Sidst opdateret 22.09.2008