Den reviderede multimedieskat, fremsat d. 22. april 2009 af skatteminister Kristian Jensen, indeholder desværre stadig nogle skarpe kanter. Generelt mener TEKNIQ, at det er positivt, at der er blevet taget delvist højde for de mange høringssvar Det har givet en mere strømlinet og ensartet skattelovgivning. Desværre bærer lovforslaget stadig præg af manglende forståelse for de konkrete problemer, der vil opstå i erhvervslivet, når lovgivningen skal implementeres, og der lægges op til at lægge en ny skat på uundværlige arbejdsredskaber – mobiltelefoner og PDA’er – for langt de fleste ansatte i installationsbranchen. Multimedieskatten i den foreslåede form er derfor et teknologisk tilbageskridt for det danske arbejdsmarked og tager ikke hensyn til virkeligheden i mange danske virksomheder.
Lovgivningen skal tilpasses nogle helt konkrete forhold i erhvervslivet, hvis den ønskede effekt (beskatning af arbejdsgiverbetalte frynsegoder) skal kombineres med muligheden for at drive virksomhed på fornuftig vis. TEKNIQ er helt enig i intentionen om beskatning af frynsegoder, men i tilfældet med multimedieskatten rammer lovgivningen også en række medarbejdere, hvor der er tale om erhvervsmæssig benyttelse af kommunikationsteknologi. Kommunikationsteknologi – som er at betragte som helt almindelige og nødvendige arbejdsredskaber uden hvilke, man ikke kan udføre sit arbejde.
Der er to primære problemer for virksomhederne generelt og installationsbranchen specifikt i det nye lovforslag til multimediebeskatning; krav om vagtordning og krav om kontrol. Desuden er det nødvendigt med en nøjere afklaring af lovgivningsteksten i forbindelse med, hvornår en bærbar computer betragtes som taget med hjem. Der er meget mere om disse problemer og TEKNIQs forslag til løsninger i nedenstående PDF-fil, hvor hele TEKNIQs kommentar til Folketingets Skatteudvalg kan læses.
Regeringens ambition og målsætning om at forenkle virksomheders byrder harmonerer vældig dårligt med forslaget til en ny multimedieskat. Selv om TEKNIQ er enig i ambitionen om at beskatte frynsegoder, mener vi ikke, at denne løsning er optimal. Medarbejdere i mange private virksomheder vil de facto blive pålagt en ekstraskat, og virksomhederne bliver både pålagt omkostningstunge administrative byrder samt et logisk følgende lønkrav fra medarbejders side.
Se hele TEKNIQs kommentar til Folketingets Skatteudvalg her.