Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Nye boligejere ønsker synlige forbedringer

Ombygning, møbler og nyt køkken. Det er de tre ting, nye boligejere bruger flest penge på i det første år, efter de er flyttet ind i et nyt hus. For hver 100 kroner, boligejerne spenderer, går 31 kroner til de tre ting. Det viser en analyse fra Nybolig. Så selvom de i snit bruger hele 138.000 kroner på deres nye hjem i det første år, er det kun en mindre del, der går til tekniske installationer. Boligejerne bruger blot fire kroner på vvs-installationer og tre på elektriske installationer. Ifølge ekspert i forbrugeradfærd fra Syddansk Universitet, Søren Askegaard, skyldes det, at forbrugerne hellere vil have synlige forbedringer.
 
- Mange har det nok sådan med el og vand, at det bare skal virke, når man tænder på kontakten eller drejer på hanen. Og selvom fornyelse af el-installationer i mange tilfælde vil betyde sikrere installationer og måske også besparelser, er det næppe noget, folk i almindelighed forbinder med en klækkelig forbedring af boligen - dertil er det for anonymt. Det er lidt ligesom med kommunalpolitikerne, der er nemmere at få til at donere penge til en bro, en omfartsvej eller noget andet, der minder os om, hvad pengene er brugt på, end de mere usynlige forbedringer såsom tekniske installationer og kloakering, selvom det i mange kommuner er de mest påtrængende opgaver. Det er simpelthen et spørgsmål om, hvor synlig den forbedring, man får ud af sin investering, er, siger Søren Askegaard.

Fagredaktionschef i Bolius Boligejernes Videncenter, Kristine Virén, påpeger dog, at de mest populære ting ikke gør boligen mere værd.
- Køkken og bad er blandt de ting, boligejernes helst vil ændre på. Men de gør ikke boligen meget mere værd. I stedet burde de bruge lidt flere penge på at pleje boligen, for det kan være med til at bringe driftsudgifterne ned, siger Kristine Virén til Bolius.dk. 

Det går pengene til
Hver 100-krone, der bliver brugt det første år, som følge af et boligkøb, bliver fordelt således i antal kroner (kilde: Nybolig):
  • Ombygning 14
  • Møbler 9
  • Nyt køkken 8
  • Nyt badeværelse 6
  • Nye døre, vinduer, tagrender mv. 6
  • Maling og tapet 6
  • Tilbygning 5
  • Gulve og gulvtæpper 5
  • Hårde hvidevarer 5
  • Tag 5
  • Vvs-installationer 4
  • Elektriske installationer 3
  • TV, radio, dvd, computer mv. 3
  • Andet indvendigt 3
  • Anlægning af have 3
  • Boligindretning i øvrigt 2
  • Gardiner, persienner mv. 2
  • Lofter 2
  • Fliser 2
  • Lamper 2
  • Andet udvendigt 2
  • Havemøbler 1
  • Beplantning 1
  • Indvendige døre 1
  • Haveredskaber 1
Sidst opdateret 27.08.2009