Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Indeklima får egen formel

Dansk Standard arbejder i disse dage på en indeklimastandard. Danmarks første. Formand for FAV, Børge Nordgaard, forventer, at standarden vil være med til at øge fokus på indeklimaet. Spørgsmålet er dog, hvor store konsekvenser standarden vil få, hvis ikke der bliver fulgt op og tjekket, om den bliver overholdt

Af Anne Korntved Petersen

Regeringens strategi for reduktion af energiforbruget i bygninger fra april 2009 peger på nødvendigheden af en øget indsats for bedre indeklima og komfort i nye bygninger. Når energikravene strammes i bygningsreglementet, BR, i 2010, 2015 og 2020 skal det således ske under hensyn til indeklimaet. Blandt andet vil der med stor sandsynlighed blive indført skrappere krav til ventilationssystemerne i BR10, og man vil analysere mulighederne for behovsstyret ventilation samt commisioning med henblik på at indføre disse elementer i BR15. Desuden arbejder Dansk Standard i øjeblikket på en indeklimastandard, som bliver den første af sin slags i Danmark.

Forslaget har allerede været i høring, og arbejdsgruppen bag forslaget er gået i gang med at behandle de indkomne kommentarer. Ifølge seniorkonsulent i Dansk Standard Erling Trudsø er det endnu ikke muligt at sige noget om, hvornår standarden vil ligge endeligt klar. Det fremgår dog af det forslag, der er sendt i høring, at følgende faktorer bliver udstyret med enten en minimum- eller en maksimumværdi: koncentrationen af radon, formaldehyd, CO2 og partikler, termiske forhold, akustiske forhold, luftskifte, dagslys samt fugt og skimmelsvamp. Samtidig står det klart, at den enkelte bygning vil blive rangeret inden for fem klimaklasser, hvor A er den bedste, og E den dårligste, mens klasse C svarer til kravene i bygningsreglementet. Standarden gælder for boliger, kontorer og institutioner. Til gengæld bliver standarden ikke fulgt op af nogen form for konsekvenser i de tilfælde, hvor den ikke bliver overholdt.

Fornyet fokus på indeklima

Formand for FAV, Foreningen af Ventilationsfirmaer under TEKNIQ, samt administrerende direktør i installationsvirksomheden Glenco, Børge Nordgaard Hansen, vurderer, at de valgte parametre og værdier i udkastet til indeklimastandarden er meget fornuftige.
– Generelt er alt, hvad vi kan gøre for at stramme op på indeklimaet, positivt. Desuden kan indeklimastandarden være med til at sætte fornyet fokus på indeklimaet. Hvis vi kan få en øget bevidsthed om indeklimaets betydning, vil brugerne forhåbentlig i langt højere grad begynde at stille krav til indeklimaet på deres arbejdsplads og kun arbejde der, hvor det er i orden. Hvis standarden for alvor kommer ud over bagsmækken, og rådgivere og især brugere begynder at stille krav, så får standarden en betydning, siger Børge Nordgaard Hansen og fortsætter:
– Men der, hvor det især er slemt, på de offentlige arbejdspladser, kan børnene i skolerne og daginstitutionerne jo ikke selv vælge eller sige fra over for det dårlige indeklima, der er mange steder. Det ved budgetholderne i kommunerne godt. Derfor er området noget udsultet, for der er ingen stemmer i det.


Ventilation bliver sparet væk

Det er tilsyneladende et helt generelt problem – også i nybyggeri – at indeklimaet er udsat for besparelser. I artiklen Bygherren sparer på ventilationen fremgår det, at ventilation ofte er et område, hvor bygherren vælger at spare til skade for både komfort og energiregnskab. Derfor er der behov for, at det får konsekvenser, hvis man vælger ikke at overholde standarden, mener Børge Nordgaard Hansen:
– Jeg er ikke tilhænger af for meget lovgivning på området, for det kan hurtigt blive meget stift, men for at være sikker på, at indeklimastandarden rent faktisk bliver overholdt, bør den nok følges op af en eller anden form for konsekvens, hvis ikke den bliver det. Måske kunne arbejdstilsynet, når de nu alligevel er ude på arbejdspladserne, lige tjekke indeklimaet også.

Direktør for brancheforeningen Dansk Ventilation, Christen Galsgaard, er enig.
– Det er udmærket, at vi skærper bygningsreglementet i 2010. Det bliver bare ikke fulgt. Det gør det heller ikke nu. Derfor er der behov for, at en standard bliver fulgt op af kontrol, hvis stramningerne skal nytte noget. Hvis ikke der er konsekvenser ved ikke at overholde indeklimastandarden, så kan det jo være lige meget, siger Christen Galsgaard.

Svær formel for godt indeklima

Han mener endvidere, at det første udkast til en indeklimastandard indeholder for meget prosa og for få målbare parametre.
– Hvis man vil sætte en standard for indeklimaet, bliver man nødt til at have nogle relativt veldefinerede rammer og konkrete værdier at måle indeklimaet på. Ellers kan det ikke operationaliseres. Substansen er egentlig o.k., men den er alt for løs og kan reelt ikke i sin nuværende form omsættes i praksis, siger Christen Galsgaard, men medgiver så, at det er en svær opgave:
– Der er mange parametre, der har indflydelse på, hvordan den enkelte oplever indeklimaet. Man kan ikke opstille en ren formel, derfor er vi selvfølgelig nødt til at vælge nogle af parametrene ud og opstille nogle konkrete værdier for dem, som man skal opfylde.

Se også
» Artiklen Bygherren sparer på ventilationen
» FAV's hjemmeside (Foreningen af Ventilationsfirmaer)

Sidst opdateret 09.12.2009