Sjællandsk vvs-entreprenør har ventet fem måneder på en installationsgodkendelse efter at Københavns Kommune har overtaget administrationen af området fra Københavns Energi. Det er ikke normen, siger centerchef i kommunens byggeafdeling
Af Klaus A. Jensen
Godkendelsen af og kontrollen med nye vandinstallationer i København overgik 1. april fra Københavns Energi A/S til Københavns Kommune, og ændringen har i nogle tilfælde givet anledning til lang sagsbehandlingstid.
Det har direktør Lasse Houengaard fra vvs-virksomheden Finn L. & Davidsen A/S i Haslev oplevet.
– Vi har været nødt til at gennemføre flere projekter på forventet efterbevilling, fordi vi ikke i rette tid har kunnet få en tilladelse til vandinstallationen hjem fra Københavns Kommune. I et enkelt tilfælde har vi måttet vente fem måneder på tilladelsen, og det er selvfølgelig ikke rimeligt. Tidligere har vi været vant til, at tingene blev kørt igennem omtrent fra dag til dag, fordi Københavns Energi konstant havde fire-fem mand på opgaven, siger Lasse Houengaard.
Han tilføjer, at virksomheden nu er i en konstruktiv dialog med Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning, som administrerer området.
Grænse for ventetiden
I kommunens afdeling for byggeri kan centerchef Lis Napstjert ikke genkende beskrivelsen af lange sagsbehandlingstider. Hun siger, at Københavns Kommune generelt overholder en sagsbehandlingstid på et par måneder for de største anlægsprojekter. Det forudsætter imidlertid, at forvaltningen har modtaget de nødvendige og krævede vandberegninger og diagrammer fra den udførende installatør. Hele området er reguleret efter standardnormen for vandinstallationer DS439.
– Der har selvfølgelig været tale om en overgangsperiode, og jeg vil heller ikke afvise, at vi har strammet op på nogle procedurer, men der er ikke noget, der tyder på, at sagsbehandlingstiden generelt er blevet længere efter at vi har overtaget opgaven fra Københavns Energi. Er vi i besiddelse af de nødvendige oplysninger, kan vi også overholde en rimelig tidsfrist, siger Lis Napstjert.
Grundig information
Lette og ukomplicerede sager – som installation af en ny håndvask f.eks. – har en ekspeditionstid på få dage, mens en mellemgruppe af sager, som behandles på daglige byggemøder i forvaltningen, har en sagsbehandlingstid på et par uger. I større og komplicerede sager, som sendes til teknisk sagsbehandling, er ventetiden i øjeblikket et par måneder.
Lis Napstjert tilføjer, at både Københavns Kommune og Københavns Energi på deres hjemmesider har informeret grundigt om ændringerne, som skyldes nye lovbestemmelser, der forhindrer forsyningsvirksomheder i at påtage sig myndighedsopgaver.
– Senest har vi også gennemført et meget velbesøgt gå-hjem-møde for installatører og rådgivere, så ændringerne, der er tilrettelagt i et meget snævert samarbejde med Københavns Energi, burde ikke komme som nogen overraskelse, siger hun.
Også ny kontrolinstans
Københavns Kommune har i forbindelse med den ændrede forretningsgang også overtaget tilsynet og kontrollen med hovedstadens vandinstallationer fra Københavns Energi, og Lasse Houengaard frygter, at det kan føre til uautoriseret arbejde, fordi kontrollen bliver mere grovmasket.
– Alle bør være interesseret i, at vandinstallationer er lavet forsvarligt og efter gældende regler, og en udbygget kontrol kan være med til at sikre, at opgaverne ikke udføres af sort eller uautoriseret arbejdskraft, siger Lasse Houengaard.
Lis Napstjert afviser kategorisk, at kontrollen med kvaliteten af hovedstadens vandinstallationer bliver ringere efter at Københavns Kommune har overtaget tilsynsopgaven:
– Vi tjekker selvfølgelig enhver opgave med de lister, vi har over autorisationer, og vi gennemfører også den nødvendige kontrol bl.a. på byggepladserne. Som udgangspunkt må vi jo imidlertid gå ud fra, at det arbejde, der udføres af en autoriseret installatør, er i orden. Sådan har det også været under Københavns Energi.
Lidt mere besværligt
Sektionsleder Allan Broløs, Københavns Energi, oplyser, at Københavns Kommune har haft mulighed for at udlicitere opgaven med byggesagsbehandling og tilsyn med vandinstallationerne og at Københavns Energi har været meget interesseret i at fortsætte med opgaven.
– Vi var tæt på men kunne ikke blive enige med kommunen om betingelserne, og vi har ikke længere tilladelse til som forsyningsselskab at udføre opgaven uden at modtage betaling for den, siger han.
For installatøren er det hele blevet lidt mere besværligt, konstaterer Allan Broløs:
– For vi opererer jo f.eks. stadigvæk vandmålerne, som installatøren skal have hos os, men nu skal han så et andet sted hen, når det handler om sagsbehandling. Det skal man nok vænne sig til.