Klog energi gir god økonomi. Smag på ordene og væn dig til dem, for de vil fungere som motto for den kampagne, TEKNIQ lancerer i løbet af foråret. Kampagnen, der skal brande installatørerne som det klogeste valg, når der skal laves energirigtige løsninger, bliver introduceret for installatørerne på ti møder landet over.
Af Anne Korntved Petersen Efterspørgslen efter energieffektiviseringer vil uden tvivl blive større i de kommende år. Derfor er det nu, installatørerne skal være klar til at indtage rollen som dem, der kan levere de energirigtige løsninger. Det var budskabet fra administrerende direktør i TEKNIQ, Niels Jørgen Hansen, da han indledte det første af i alt ti landsdækkende møder, hvor TEKNIQ vil præsentere kampagnen ’Klog energi gir god økonomi’ for installatørerne. 54 installatører var mødt op til det første møde på Sørup Herregård i Ringsted. Missionen med kampagnen er, at TEKNIQs medlemmer til enhver tid er bedst gearede til at dække det stigende markedsbehov for energioptimeringer. Formålet er, på baggrund af de tre værdier kompetence, kundeorienteret og kloge løsninger, at få installatørerne til at fremstå som de bedste leverandører af kloge energiløsninger i befolkningen.
Ikke en døgnflue Kampagnen skal derigennem være med til at sikre, at installatørerne får en væsentlig bid af kagen på et marked, som næppe blot er en døgnflue. Det vurderede Mikael Togeby, partner i Ea Energianalyse, på mødet.
– Der er en lang række indikatorer på, at det er et marked, der er kommet for at blive. Der er nu en forståelse for, at drivhuseffekten er reel og kræver handling, olieprisen har toppet på 140 dollars, Rusland kan finde på at lukke for gassen, statsministeren har meldt ud, at vi på langt sigt skal være uafhængige af fossile brændstoffer, og både herhjemme og i EU er der meldt ud, at man ønsker at reducere udledningen af CO2 og begrænse energiforbruget, sagde Mikael Togeby og tilføjede:
– For at imødegå det, er det ikke nok at udskifte en pære med en energibesparende hist og her. Det kræver en revolution af vores energisystem.
Og det er i høj grad installatørerne, der skal levere den. Ikke mindst fordi installatørerne ifølge kommunikationschef i TEKNIQ, Michael Rask Pedersen, har de nødvendige fortrin:
– De går direkte til værks, er effektive, kender lokalmarkedet, har den tekniske kompetence, er direkte udførende samt tilgængelige.
Det ser dog ud til, at de vil få hjælp til opgaven af politikerne i form af økonomiske incitamenter til at gennemføre energieffektiviseringer i både det offentlige og det private.
Således har regeringen varslet en tilskudsordning til private, der vil energieffektivisere deres bolig, samt fremlagt et skatteudspil, hvor energiafgifterne på elforbrug og varme samlet stiger ca. 15 procent. Dertil vurderede Niels Jørgen Hansen, at skattereformen inden for nærmeste fremtid vil blive fulgt op af en vækstpakke, som vil give blandt andet kommunerne et større økonomisk råderum.
I arbejdstøjet Men selv om kampagnen kan være med til at profilere installatørerne som dem med de kloge løsninger i kampen for et bedre klima, er det installatørerne selv, der skal sælge energieffektiviseringerne til kunderne, understregede Niels Jørgen Hansen.
Ud over den landsdækkende kampagne får hver installatør derfor også tilsendt markedsføringsmateriale, som de kan benytte i dialogen med kunden, en energihåndbog, som indeholder nyttig viden om kloge energiløsninger samt tilbud om at deltage i en række kurser, der kan klæde medarbejderne på til at indtage rollen som dem, der kan levere de kloge energiløsninger.
På mødet blev installatørerne i øvrigt opfordret til at melde tilbage til TEKNIQ, hvis de skulle få ideer til, hvad organisationen yderligere kan gøre for at geare installatørerne til at dække det stigende markedsbehov for energioptimeringer.
Kampagnen består af:
- Mottoet ’Klog energi gir god økonomi’.
- Et logo i form af en lille mand efterfulgt af ordene ’din installatør gir dig råd’. Det skal forstås dobbelt, i og med installatøren både skal fungere som rådgiver og give kunden gode råd om energieffektiviseringer, men samtidig også skal spare kunden for udgifter ved at vælge den rigtige løsning, så kunden kan få råd.
- En hjemmeside, www.klogenergi.dk, som vil gå i luften medio april.
- En film, som vil blive vist på hjemmesiden, og som installatørerne frit selv kan bruge.
- En lanceringsevent i form af en energigennemgang af en kendt bygning som for eksempel Hovedbanegården samt øvrige PR-tiltag.
- En annoncekampagne, som skal køre i maj 2009.