Asbest er i en lang årrække benyttet som isolering, brandsikring og fiberforstærkning i en række forskellige produkter inden for bygge- og anlægsbranchen. Selvom asbest har været forbudt i mere end 20 år og ikke benyttes længere, er der stadig en risiko for at blive udsat for det farlige asbeststøv i forbindelse med håndtering eller nedrivning af ældre produkter og byggekomponenter. Specielt for den yngre generation er det af stor vigtighed at vide, hvor man kan støde på asbest.
Branchearbejdsmiljørådet for Bygge & Anlæg har derfor udarbejdet en vejledning i to dele, der fortæller, hvor asbest kan forekomme i ældre bygninger og anlæg, og hvordan arbejdet med asbestholdige materialer bedst kan udføres samt, hvilke sikkerhedsforanstaltninger der skal tages.
Vejledningerne er rettet mod alle fagområder inden for bygge- og anlægsbranchen og gennemgår de generelle sikkerhedsforanstaltninger, der skal træffes i forbindelse med reparation, vedligeholdelse og nedrivning af såvel konstruktioner og installationer som komponenter med produkter og materialer, hvori asbestholdige materialer indgår.
Den ene del beskriver de generelle regler og sikkerhedsforanstaltninger, der er i forbindelse med arbejde, hvor man kan støde på asbest.
Den anden del beskriver en række konkrete eksempler, hvor og hvordan asbest har været anvendt, og hvilke forholdsregler der skal træffes i forbindelse med disse konkrete arbejdsopgaver. For hver type asbestholdigt byggemateriale er der en tilsvarende beskrivelse af arbejdet – hvordan det skal planlægges, hvilke forholdsregler man skal tage m.m.
De forskellige eksempler findes samtidigt som selvstændige faktaark, som er lige til at printe ud.
Se mere på Branchemiljørådets hjemmeside: