Kampagnen ’Bliv Klimahelt’, der skal få flere unge ind på vvs-uddannelserne, blev for alvor skudt i gang ved årets start, og de fem klimahelte har indtaget flere danske ungdomsuddannelser og fitnesscentre på plakater, magneter og sadelbetræk
Af Anne Korntved Petersen 
Over 260.000 elever på en række danske ungdomsuddannelser er i årets første uger blevet præsenteret for de fem klima-helte Eventyreren, Chefen, Charmøren, Specialisten og Teknikeren, idet kampagnemateriale i form af blandt andet plakater, magneter og sadelbetræk flittigt er blevet delt ud landet over.
Kampagnematerialet er foreløbig delt ud på 53 handelsskoler, 99 gymnasier, 44 tekniske skoler og 19 videregående uddannelsescentre og er således nået ud til en bred målgruppe. Eleverne har i den forbindelse modtaget et utal af magneter og sadelbetræk med de karakteristiske tegneseriefigurer.
Kampagnen når bredere ud end til uddannelsesinstitutionerne, idet der ligeledes er blevet hængt plakater op af klimaheltene på 29 fitnesscentre rundt om i landet. Fitnesscentrene har tilsammen godt 85.000 medlemmer mellem 18 og 40plus. De mange nye medlemmer, fitnesscentrene ofte får i januar, kan altså blive inspirerede til at blive en ægte klimahelt og gå i gang med en vvs-uddannelse, mens de badet i sved forsøger at erstatte de ekstra kilo julesul med hård muskelmasse på løbebåndet eller i romaskinen.
Nu er turen så kommet til landets folkeskoler. 101 skoler med tilsammen 50.000 elever i 8., 9. og 10. klasse vil i løbet af de kommende uger modtage materiale fra kampagnen i håbet om, at klimaheltene kan være med til at vække de unges interesse for vvs-uddannelsen. Indtil videre er der på den konto allerede blevet uddelt 5000 sadelbetræk, 5000 magneter og 500 plakater.
Derudover er der blevet sendt en mail ud om klimaheltene til over 2000 studevejledere på blandt andet UU-centrene, en række ungdomsuddannelser samt mere end 300 efterskoler. På blot to dage havde halvdelen af vejlederne sendt mailen med informationer om vvs-uddannelsen videre til deres elever.