Det er efterhånden ved at være mange år siden, at toilet og bad var en luksus, som kun tilfaldt de rige. I dag tager de fleste danskere for givet, at de kan komme på toilettet og gå i bad i deres egen bolig. Men sådan er det ikke for alle. Selvom vi skriver 2009, lever en lang række danskere stadig uden toilet og bad. Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik. Ifølge Statistisk Årbog 2009 er der stadig 24.000 beboede boliger uden toilet og 67.000 uden bad.
1. januar 1996 var antallet af boliger uden toilet 48.000. 1. januar i år er tallet faldet til 24.000. Der er således blot tale om en halvering af boliger uden toilet de seneste 13 år. Samme billede går igen, når man ser på udviklingen i antallet af boliger uden bad. I 1996 var der således 132.000 beboede boliger uden bad. Det tal er i dag blot faldet til 67.000.
Selvom der altså år for år bliver stadig færre boliger, der ikke har eget bad og toilet, så vil det med den hidtidige hastighed med at forbedre boligstandarden vare mange år endnu, før alle beboede boliger får installeret bad og toilet. Beregninger viser, at vi skal helt frem til år 2022, før det sker, hvis forbedringen af de danske boligers standard fortsætter i samme tempo som hidtil.
Se mange flere tal fra Statistisk Årbog 2009 her