Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Energikoncerner overtræder regler om hjemmesider

Energikoncerner og netselskaber bryder Energistyrelsens regler om, at de f.eks. ikke må reklamere for konkurrenceudsatte ydelser på deres hjemmesider. Energitilsynet har gennemført en stikprøvekontrol af seks koncerner for bl.a. at se, om de overholdt retningslinjerne omkring hjemmesider. Alle seks selskaber dumpede

Af Amalie Mathiassen

September 2008 var fristen for, at energikoncerner skulle fjerne reklamer for pulje-el, solvarmeanlæg, vaskemaskiner og andre konkurrenceudsatte ydelser fra indgangsportalen på deres koncernhjemmesider, med mindre koncernens netselskab har en særskilt hjemmeside. Det var også fristen for, at netselskaber, der har deres egen hjemmeside eller område på koncernens hjemmeside, skulle skippe reklamerne for produkter fra andre selskaber i koncernen.

Det meldte Energistyrelsen ud i maj 2008 i de nye retningslinjer om el- og naturgas – selskabsmæssigt forbundne netselskabers hjemmesider og informationsudsendelse. Alligevel tyder det på, at mange af koncernerne landet over ser stort på retningslinjerne. For i en stikprøvekontrol, som Energitilsynethar gennemført i efteråret 2008 ogforåret 2009, var der ikke en eneste af de undersøgte seks virksomheder, der overholdt reglerne omkring hjemmesiderne.

– Ingen af de undersøgte hjemmesider var perfekte, og ingen overholdt samtlige regler. De indeholdt alle sammen større eller mindre fejl, og det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende. Men jeg vil også sige, at retningslinjerne på området er forholdsvis nye, så det er nok en proces vi skal igennem for at nå til, at alle siderne er, som de skal være, siger Rune Moesgaard, der er kontorchef i
Energitilsynet.

Men når 100 procent af de undersøgte selskaber overtrådte jeres regler omkring hjemmesider, hvordan tror du så, det ser ud for de resterende netselskaber på markedet?
– Det er svært at vide. Jeg kan ikke sige, at der ikke er nogen, der har korrekte hjemmesider, men når seks ud af seks har fejl på
siderne, så indikerer det jo i hvert fald, at der også er noget at komme efter på de øvrige hjemmesider. Derfor bekræfter det mig i, at det fortsat skal være et fokusområde for os, så vi kan sørge for, at der ikke er noget ulovligt på siderne, siger Rune Moesgaard.

Forhindre konkurrenceforvridning
Energitilsynets retningslinjer er en præcisering af reglerne fra elforsyningsloven og naturgasforsyningsloven, der handler om unbundling af selskabsmæssigt forbundne selskaber. Unbundling vil sige, at koncerner på el- og naturgasområdet skal sørge for at holde de forskellige selskaber adskilt for at forhindre en diskriminerende og konkurrenceforvridende adfærd over for andre virksomheder på markedet. Reglerne handler ikke kun om, hvad virksomhederne må og ikke må i forhold til deres hjemmesider, de handler f.eks. også om, at et netselskab ikke må udsende reklamer for et selskabsmæssigt forbundet forsyningsselskab eller andre selskaber i koncernen sammen med skrivelser til borgerne. For på den måde ville de selskabsmæssigt forbundne selskaber få en fordel ved, at de får delt reklamer ud gratis eller til halv pris.

De undersøgte energiselskaber er NRGI Net A/S, Elforsyningen AKE Net, Energi Fyn, Net A/S, TRE-FOR El-net A/S, Energi Hillerød Net A/S og EnergiMidt Net A/S. Og ifølge Rune Moesgaard består overtrædelserne f. eks. i, at der optræder reklame for konkurrenceudsatte ydelser som f.eks. markedsel på netselskabets særskilte hjemmeside eller på koncernhjemmesiden, der har ”indgang” til netselskabet. Et eksempel på en anden overtrædelse er, at brugere ved klik rundt på en særskilt nethjemmeside pludselig kommer ind på koncernhjemmesiden. Andre af de fejl, som Energitilsynet har registreret, er, at koncernens navn står med store bogstaver i forhold til netselskabets navn på en særskilt hjemmeside for netselskabet, og at kontaktdatalinjen refererer til koncernen på nethjemmesiden eller -området.

Retter ikke fejlene
De fire af selskaberne blev allerede undersøgt af Energitilsynet i efteråret 2008 og blev i den forbindelse bedt om at rette op på fejlene på deres hjemmesider. Men da Energitilsynet her i foråret 2009 undersøgte, om forholdene var bragt i orden, konstaterede de, at der fortsat var fejl på tre ud af de fire hjemmesider.

Hvad er din kommentar til, at tre ud af fire selskaber ikke har rettet op på fejlene i løbet af det halve år, der er gået, siden I bad om det?
– Min kommentar er, at vi har påpeget en række forhold hos selskaberne, og at nogle af selskaberne ikke har så meget fokus på det, mens andre har rettet op på fejlene, men har gjort det på den forkerte måde, så der er opstået nye fejl. Det viser, at reglerne kan være svære at forstå for nogle, mens andre er mere ligeglade med reglerne. Derfor er det meget vigtigt for os at finde den rette balancegang mellem påbud og vejledning, siger Rune Moesgaard og tilføjer, at de generelt er meget tålmodige i Energitilsynet, men at de giver påbud til selskaberne, når de fornemmer, at der ikke bliver arbejdet på at overholde reglerne.

Indtil videre har tilsynet ikke givet nogen påbud. Men de fortsætter arbejdet med at tjekke energikoncernernes hjemmesider. I første omgang ved at gennemgå virksomhedernes årsberetninger fra 2008, hvori de skal beskrive, hvordan der arbejdes med den interne overvågning og unbundling i virksomheden. Derudover vil de besøge flere energikoncerner og analysere deres hjemmesider.

TEKNIQ MENER
Adm. direktør i TEKNIQ, Niels Jørgen Hansen, siger, at denne her sag er udtryk for, at vi ikke kan regne med, at energikoncernerne stiller de fornødne krav til sig selv om at holde deres forskellige selskaber adskilt.
– Vi har disse store energikoncerner, der har særlige monopolopgaver på den ene side og på den anden side driver forretning på områder, hvor der skal være konkurrence og lige vilkår for alle. Det kræver selvfølgelig, at koncernerne kan holde tingene adskilt. Men den her stikprøvekontrol viser, at vi ikke kan regne med, at de selv sørger for denne adskillelse. Det synes jeg er skuffende – også ud fra et moralsk synspunkt, siger Niels Jørgen Hansen og understreger, at der kun er én løsning på problemet:
– Når koncernerne af sig selv ikke overholder de krav, der er stillet til dem, så er det tydeligt, at der er behov for myndighedskontrol og klare regler. Så jeg håber sandelig, at det er en sag, som Energitilsynet har tænkt sig at bruge nogle kræfter på.

FAKTA: Netselskaber
Netselskaber ejer, driver og vedligeholder el- og naturgasdistributionsnettet i et forsyningsområde.
I Danmark er der op mod 125 elnetselskaber og tre naturgasselskaber. Cirka to tredjedele af disse selskaber indgår i en koncern sammen med et forsyningsselskab. Flere af koncernerne omfatter også andre produktions- eller salgsselskaber, som f.eks. sælger hårde hvidevarer, varmepumper, installationsarbejde eller andet.

DET HAR DE SAGT
Vi er ikke enige, men vi retter ind
– Vi har længe haft fokus på dette område og har også forsøgt at rette hjemmesiden ind efter reglerne, siden vores snak i efteråret med Energitilsynet. Jeg vil dog gerne indrømme, at vi ikke har været helt enige med Energitilsynet i tolkningen af reglerne på dette område, så derfor er der stadig nogle udeståender. Men det er klart, at vi ikke kan trække det længste strå i denne her sag, så vi har da tænkt os at rette ind. Så når vi senere på året lancerer en ny hjemmeside for vores netselskab, vil der være en fuldstændig adskillelse fra koncernhjemmesiden.
Per Svendsen, kommunikations- og HR-chef hos NRGI, der indgik i Energitilsynets stikprøvekontrol.

Vi har gjort, hvad vi skulle
– Efter Energitilsynets besøg den 8. oktober fik vi en frist til at bringe vores hjemmeside i orden. Fristen var den 1. marts 2009. Elforsyningen AKE Net sendte den 27. februar et brev til Energitilsynet, hvori vi meddelte, at nu er siden rettet til efter deres retningslinjer. Dermed har vi opfyldt den deadline, som vi skulle, og siden har vi ikke hørt nærmere i den sag. Så det undrer os, hvis vi stadig skulle have udeståender med Energitilsynet.
Knud Sloth, direktør i Elforsyningen- AKE Net, der indgik i Energitilsynets stikprøvekontrol.

Uklare regler
– Det var fra starten uklart, hvad der skulle til, for at Energitilsynet mente, at reglerne omkring hjemmesiderne blev overholdt. Derfor holdt vi et afklarende møde med tilsynet efter deres stikprøvekontrol, hvor vi aftalte, at reglerne skulle overholdes, når vores nye hjemmeside blev lanceret 1. april i år. Det er min opfattelse, at vi i dag overholder reglerne. Jeg har ikke hørt andet fra tilsynet.
Ole Toft Frederiksen, netdirektør hos Energi Fyn A/S, der indgik i Energitilsynets stikprøvekontrol.
Sidst opdateret 17.06.2009