Kun få sager om lærlinge
TEKNIQ mener, at der skydes langt over målet i det nye nummer af Elektrikeren, hvor der omtales en stikprøveundersøgelse som øjensynligt viser, at mange elektrikerlærlinge oplever, at de overenskomstaftalte løn- og ansættelsesvilkår ikke overholdes.
Underdirektør i TEKNIQ Thorkild Bang siger, at der er tale om en kraftig spidsvinkling af den reelle situation, når overskriften på historien er ”Lærlinge snydes i stort omfang”:
- Først og fremmest vil jeg godt understrege, at målet er, at der slet ikke er nogle sager på det her område, for selvfølgelig skal alle lærlinge have ordentlige vilkår. Det er vi helt enige med Dansk El-Forbund om. Og derfor kan jeg heldigvis glæde mig over, at vi på et halvandet år trods alt kun har haft 18 faglige sager på området. Et tal der skal holdes op mod, at vi har en bestand på ca. 4000 unge, der er i gang med elektrikeruddannelsen, siger Thorkild Bang, og tilføjer:
- Alle 18 sager er endda forligt efter mægling mellem TEKNIQ og Dansk El-Forbund. På den anden side må vi nok konstatere, at vi sammen med Dansk El-Forbund har fået skabt en ordning, som har gjort det sværere at administrere lærlingenes løn.
Stikprøveundersøgelsen er foretaget af Dansk El-Forbund, og ungdomsagitator Pia Svane fra DEF er i Elektrikeren citeret for, at de fleste problemer bliver løst af lærlingene selv sammen med arbejdsgiveren, men at DEF i 20 pct. af sagerne må tage kontakt til arbejdsgiveren for at få problemerne løst. Pia Svane oplyser også, at det er 5-10 pct. af tilfældene, der ender med en egentlig faglig sag.
Disse oplysninger fra DEF bekræfter Thorkild Bang i, at problemet ikke er stort.
- Man kan jo hurtigt regne ud, at hvis de 18 faglige sager svarer til fem til 10 procent af alle sager, så er der i alt mellem 180 og 360 sager på halvandet år. Og heraf bliver langt de fleste altså løst i al mindelighed mellem lærling og arbejdsgiver. Det kalder jeg altså ikke et kæmpe problem, siger Thorkild Bang, som dog medgiver, at der jo slet ikke burde være sager.
Han hæfter sig også ved, at artiklen angiver, at det er snyd, at fire ud af fem lærlinge ikke får valget mellem mere i løn eller mere i pension i forbindelse med fritvalgsordningen i overenskomsten.
- Jeg synes, at det tal tyder på, at alt er som det skal være, for det er jo kun lærlinge, der er over 20 år, når de begynder på lærepladsen, der via fritvalgsordningen kan vælge at få pengene sat af til pension. Alle andre har kun den mulighed at få mere i løn. Og det er trods alt kun de færreste af lærlingene, der er over 20 år, siger Thorkild Bang.
Sidst opdateret 04.06.2009