Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Ny multimedieskat fra 1. januar 2010

Folketinget vedtog den 29. maj 2009 en ny multimedieskat.

Erhvervsmæssig brug af mobiltelefon og PDA

Det bliver fortsat muligt at have en mobiltelefon og PDA udelukkende til erhvervsmæssig brug uden at blive pålagt multimedieskat.

Det kræver en tro-og-love erklæring mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Og det er en forudsætning, at arbejdsgiver fører kontrol med, at telefonen kun anvendes erhvervsmæssigt

Reglerne er skærpet således, at der ikke længere må føres korte private samtaler. Mobiltelefoner og PDA’er skal udelukkende bruges erhvervsmæssigt. Derfor er tro-og-love erklæring central for arbejdsgiveren som dokumentation.

Det er fortsat uklart, om computere kan blive liggende i servicevognen. Det kræver som minimum, at de ikke benyttes derhjemme, og at arbejdstageren vil have ”unødigt besvær”, hvis multimediet skal afleveres på arbejdspladsen.

Multimedieskatten kort

Loven om multimedieskat indebærer, at hvis en arbejdstager får stillet multimedier – det vil sige en telefon, en computer eller adgang til internettet - til rådighed for privat benyttelse, beskattes arbejdstageren af et årligt beløb på 3.000 kr. Det svarer til beløbet for fri telefon efter gældende regler. Men der bliver ikke mulighed for modregning af egne udgifter til telefon, og hver person i husstanden med arbejdsgiverbetalt IT skal multimediebeskattes. Beskattes en arbejdstager først dækker den til gengæld alle multimedier – uanset om vedkommende har en telefon alene, eller en telefon, internet og fri computer. Arbejdstageren bliver altså højst beskattet af 3.000 kr.

Multimediebeskatningen sker, hvis arbejdstageren har mulighed for at bruge multimediet privat. Det er altså ikke afgørende, om arbejdstageren rent faktisk benytter det privat.

Tre typer multimedier
  • Mobiltelefon. En telefon omfatter små håndholdte computere, hvis hovedfunktion er telefoni og evt. kalender og tidsregistrering såsom PDA’er, smartphones og lign. Disse multimedier udløser ikke beskatning, hvis de udelukkende bruges erhvervsmæssigt.
  • Computer. Brug af en computer på arbejdstagerens bopæl vil altid udløse beskatning, men det vil sandsynligvis være muligt at undgå beskatning, hvis computeren forbliver i servicevognen parkeret ved arbejdstagerens bopæl.
  • Fastnettelefon eller en internetforbindelse. En arbejdsgiverbetalt fastnettelefon eller bredbåndsforbindelse på arbejdstagerens bopæl vil altid udløse beskatning.

Ikrafttræden
Multimedieskatten træder i kraft fra 1. januar 2010. Når der forligger vejledning fra Skat vil TEKNIQ informere grundigt om reglerne.

(T-18/2009)
Sidst opdateret 15.06.2009