Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Multimedieskatten er vedtaget, men politikerne har lyttet

Folketinget vedtog fredag den 29. maj 2009 den endelige skattereform.

TEKNIQ har i forbindelse med skattereformen i foråret bidraget konstruktivt til udformningen. Vi siger fra, når politikerne begår fejl. At pålægge vores medarbejdere en multimedieskat på mobiltelefoner, PDA, og mini-computere, som i vores branche er helt uundværlige værktøjer, er udtryk for mangel på forståelse for virkeligheden. Ideen om multimedieskat på elektronisk værktøj til erhvervsmæssigt brug svarer til at lægge en ekstraskat på en skruetrækker eller rørtang. Politikerne har i årevis presset på for at installationsbranchen skal være effektiv og bruge moderne kommunikationsteknologi for at øge kvaliteten og effektiviteten i branchen. Efterfølgende straffes installatørerne for netop at bruge de muligheder, teknologien giver for at modernisere vores virksomheder.

TEKNIQ og vores TEKNIQ-rådsmedlemmer har været meget aktive og synlige i medierne og hos beslutningstagere for at sikre, at lovgivningen kan fungere i virkelighedens verden og blandt installatørerne. Heldigvis har politikerne nu lyttet. Det bliver således fortsat muligt at have en mobiltelefon og en PDA udelukkende til erhvervsmæssig brug uden at blive pålagt multimedieskat. Det kræver blot en tro-og-love erklæring mellem arbejdsgiver og arbejdstager, og der føres kontrol på samme niveau som i dag. Reglerne på dette punkt er derfor kun skærpet mht. reglerne om, at der ikke længere må føres korte samtaler mellem arbejde og hjem. Mobiltelefoner og PDA’er skal udelukkende bruges erhvervsmæssigt.

Det er fortsat – selv efter lovens vedtagelse - uklart om minicomputeren kan ligge i servicebilen parkeret uden for medarbejderens bopæl. I et svar til TEKNIQ fra skatteminister Kristian Jensen, åbnes der op for, at man kan have multimedier med hjem på bopælen uden at blive ramt af multimediebeskatningen. Det kræver, at de ikke benyttes derhjemme, og at medarbejderen vil have ”unødigt besvær” med at aflevere multimediet på arbejdspladsen.

Problemerne med skærpelserne i multimedieskatten synes på denne baggrund løst for hovedparten af vores virksomheder og deres medarbejdere.
Sidst opdateret 29.05.2009