Tilbagegang i omsætningen på nybyggeri kompenseres af en øget aktivitet inden for service, reparation og vedligeholdelse, viser nye tal for branchens egne forventninger til 2009.
Af Klaus A. Jensen
Elbranchen følger delvist med det øvrige samfund ned i slæbegear i 2009 – og først og fremmest på grund af reducerede forventninger til aktivitet inden for nybyggeri. Men branchen vil fortsat være godt kørende.
For et omsætningsfald på anlægsopgaver vil delvist blive kompenseret af en forventet stigning i omsætningen inden for service, reparation og vedligeholdelse.
– Det ser fornuftigt ud, men med den turbulens vi lige p.t. oplever i samfundsøkonomien som helhed, så kan billedet være et andet om bare tre måneder. Men der er ingen tvivl om, at installationsbranchen ikke er så hårdt ramt, som den øvrige del af byggebranchen, siger underdirektør Tina Voldby, TEKNIQ.
Hun udtaler sig på baggrund af tal fra den nye markedsstatistik, som offentliggøres i slutningen af denne måned og som bygger på branchens egne vurderinger og forventninger til den markedsmæssige udvikling.
Elbranchen omsatte sidste år for 28 milliarder kroner, som er lige under omsætningsniveauet i rekordåret 2007, og omsætningen fordelte sig med 58 procent inden for service, reparation og vedligeholdelse og 42 procent på nybyggeri og tilbygningsopgaver.
Meget positivt
Fire ud af fem virksomheder forventer i år at kunne fastholde eller øge omsætningen inden for service-, reparation og vedligeholdelse, og det er ifølge Tina Voldby meget positivt i forhold til den samlede forventning til den økonomiske udvikling i bygge- og anlægssektoren og samfundet som helhed.
– Trods generel krise og lavkonjunktur har fire ud af 10 elvirksomheder faktisk en forventning om at kunne hæve omsætningen i år inden for service, reparation og vedligehold, siger Tina Voldby, som samtidig pointerer, at vilkårene i øjeblikket ændrer sig så hurtigt, at forventningerne kan risikere at ændre sig i negativ retning.
– Hele den økonomiske situation i samfundet er behæftet med så stor usikkerhed, at man ikke i øjeblikket kan tillade sig at være for skråsikker omkring fremtidsudsigterne. Samtidig har vi nu netop fået en skatteaftale, og det vil selvfølgelig trække i en positiv retning siger hun.
Kortvarig afmatning Det ligger imidlertid fast, at heller ikke elbranchen har de store forhåbninger om at kunne skabe en meromsætning inden for nybyggeri i år. Kun otte procent af medlemsvirksomhederne tror på, at aktivitetsniveauet med opgaver inden for dette område vil stige i 2009.
Til gengæld tror branchen, at den økonomiske afmatning vil blive relativt kortvarig, og et flertal vurderer, at omsætningen inden for de næste fem år igen vil tage fart opad.
Forventningerne til den nære fremtid er mest positive inden for området for offentlige ejendomme, hvor hver fjerde elvirksomhed tror på vækst i det kommende år. Det tilsvarende tal for erhvervsejendomme og industri er 20 procent. Inden for forretningsområdet boligejendomme forventer kun 14 procent af virksomhederne stigende omsætning i løbet af 2009.
– Det er oplagt, at branchen bør have forventninger til det offentlige område, fordi der her skal investeres i en række energibesparende initiativer. Det er regeringens og kommunernes erklærede mål, og nu gælder det om at holde fast i de politiske løfter, der er givet om at gøre Danmark miljømæssigt mere muskuløst gennem investeringer i energieffektivitet, siger Tina Voldby.