Ny norm giver arbejde til installatørerne
BRANDSIKRING. I løbet af marts forventes en ny norm for ventilationsområdet at træde i kraft. Normen får vide konsekvenser for både producenter, bygherrer, rådgivere og vvs-installatører. Men gennemslagstiden kan blive lang
Af Per B. Jensen
En ny norm for røg- og brandsikring på ventilationsområdet er på vej – en norm, der på afgørende punkter strammer kravene til både komponenter og måden, man skal brandsikre på i fremtiden.
Det drejer sig om ’DS 428, norm for brandtekniske foranstaltninger ved ventilationsanlæg’, der efter en periode på 23 år står for at blive radikalt ændret. Teksten er blevet grundigt omskrevet, men det er ikke mindst indholdet, som er undergået kraftige forandringer. Det gælder bl.a. nye krav til de komponenter, der anvendes til brand- og røgsikring i ventilationsanlæg.
– Meget af det vi kender og bruger i dag, må kasseres. Nye krav og nye klassifikationer betyder bl.a., at det, der er et røgspjæld i dag, ikke kan bruges den dag, normen træder i kraft. Det samme gælder for en lang række andre komponenter, siger en af ophavsmændene til den nye norm, teknisk chef Brian Schiøtt, Ventilationsgruppen A/S.
Han har i regi af Dansk Standard siddet med i de udvalg, der har forberedt de nye regler. Normen har betydning for både bygherrer, projekterende rådgivere og ikke mindst de vvs-installatører, der sætter ventilationsanlæggene op. Og konsekvenserne rækker videre til producenterne af komponenter og udstyr inden for brandsikring.
Stor interesse, men
Erfaringsmæssigt går der lang tid, inden normen slår fuldt igennem i praksis, erkender Brian Schiøtt og andre aktører i ventilationsbranchen.
– Jeg har haft fuld deltagelse på de kurser, jeg har kørt indtil nu om DS 428. Men selv om interessen er stor, ved jeg, at der kan gå rigtig lang tid, inden den nye norm bliver kendt og accepteret i praksis.
Også hans kollega i udvalget, project manager Henning Grønbæk, EXHAUSTO, har mærket interessen. På de nyligt afholdte ’Ventilationsdage’, som ventilationsvirksomheden arrangerer for kunder og forretningsforbindelser, var deltagerne nærmest lamslåede over de mærkbare virkninger, som følger i kølvandet på den nye norm.
I lyset heraf overvejer virksomheden at indkalde deres kunder til en orientering om de konsekvenser, DS 428 har på deres produkter og systemløsninger.
Eksisterende produkter må skrottes
De nye stramninger betyder bl.a., at så godt som alle produkter inden for brand- og røgsikring udgår til fordel for nye. Men de nye komponenter skal godkendes efter CEN-standarder, som åbner markedet for europæiske leverandører.
– De gamle produkter kan simpelt hen ikke anvendes længere, fordi de ikke lever op til de nye bestemmelser. Her tror jeg, at mange producenter og forhandlere bliver slemt overraskede, siger Brian Schiøtt. Han gør opmærksom på, at alle kommende ventilationsanlæg skal forsynes med nye brand- og røgsikringskomponenter fra en gang i marts, når den nye norm forventes at træde i kraft. Normen gælder også for kommende renoverings- og ombygningsopgaver af eksisterende anlæg.
Men det er ikke kun på materialesiden, at den nye norm varsler ændringer:
– Tidligere var det begrænset, hvor mange brandspjæld, der skulle sættes op i forbindelse med et nyt ventilationsanlæg. DS 428 kræver væsentligt flere spjæld – vel at mærke af den nye godkendte type. En omkostning, som vil forøge ventilationsentreprisen betydeligt. I de beregninger, vi har foretaget for forskellige byggerier, har vi regnet os frem til en fordyrelse på op til 10 pct. Til gengæld er brandsikkerheden også blevet mærkbart forbedret i forhold til, hvad der gælder i dag.
Brian Schiøtt fremhæver også, at der er sket markante stramninger for de røgventilerede systemer, dvs. de systemer, der sikrer, at røgen kommer ud af bygningen via ventilationsanlægget, uden at den kommer ind i andre rum. Eller at røgen bliver i det rum, der brænder. Derudover vil der som noget nyt blive stillet krav til kvaliteten af den automatik, der styrer f.eks. brandspjældene, lige som systemerne skal afprøves mindst én gang om ugen.
Den tekniske chef i Ventilationsgruppen glæder sig over, at Danmark nu på papiret kan bringe sig på omgangshøjde med andre lande, når det gælder brandsikring af ventilationsanlæg.
Opbakning og tvivl
Også i TEKNIQ hilser man den nye norm velkommen:
– Det gør vi, fordi der er klare forbedringer i forhold til den gamle DS 428, og fordi den giver mere arbejde til vores medlemmer. Men jeg kan godt have min tvivl om, hvor meget den vil blive brugt her og nu. Vi ved, at det tager lang tid at få implementeret nye standarder ude i virkeligheden. Tænk bare på de nye energibestemmelser. Og et vigtigt spørgsmål er, i hvilket omfang investorerne og bygherrerne på nuværende tidspunkt er villige til at betale den merpris, som den nye norm medfører, siger teknisk konsulent i TEKNIQ Mads Risgaard Knudsen.
Brian Schiøtt medgiver, at der kan gå lang tid, inden normen for alvor slår igennem. Men han henviser til den udvikling, han har registreret i det seneste år, hvor både bygherrer og projekterende efter hans mening er blevet langt mere opmærksomme på kravene til brandsikring.
– Det tilskriver jeg det nye bygningsreglement, der siger, at man skal have en brandteknisk dokumentation for, at man kan få godkendt et byggeri. Man skal altså kunne beskrive, hvordan man vil sikre sig mod brand- og røgspredning – også når det gælder bygningens ventilationssystem.
Det gode budskab skal spredes
Heller ikke Henning Grønbæk har de store bekymringer for, hvordan bygherrerne og de projekterende vil tage imod den nye norm:
– Når normen er godkendt og offentliggjort, og der henvises hertil i bygningsreglementet, er der ikke noget at rafle om. Og vi skal sørge for at få spredt det gode budskab om denne norm i den kommende tid, så ingen kan undslå sig.
Normen forventes at træde i kraft i marts med en overgangsperiode på seks måneder. I de seks måneder kan enten den gamle eller den nye norm anvendes.
Sidst opdateret 12.03.2009