Sikkerhedsstyrelsen har udsendt 27 nye Meddelelser Elinstallationer.
Udsendelsen sker som resultat af Sikkerhedsstyrelsens gennemgang og revision af alle tidligere Meddelelser såvel Elinstallationer som Materiel.
For størstepartens vedkommende er der tale om opdatering og eventuel sammenskrivning af tidligere Meddelelser. Alligevel forekommer der i nogle af dem væsentlige ændringer eller nyheder, som det er vigtigt at være opmærksom på og som derfor omtales i det efterfølgende.
Meddelelse Elinstallationer 11/09, som erstatter 15/03: Her er tilføjet krav om at lavspændingsinstallationen skal være fastholdt i en ledningskanal, hvor dækslet kan fjernes uden brug af værktøj, når kanalen samtidig indeholder andre installationer som fx telefon, EDB eller antenne uanset at disse andre installationer ikke må være anbragt i samme spor som lavspændingsinstallationen.
Meddelelse Elinstallationer 12/09, som erstatter 17/03: Her er sket en ændring i kravet til beskyttende adskillelse mellem SELV eller PELV strømkredse og andre strømkredse således at dette kan opnås ved:
- at kredse med grundisolerede ledninger anbragt i ledningskanalsystemer eller i lukkede ledningskanaler skal være fysisk adskilt ved at være anbragt i separate rum, eller
- at de andre strømkredse er omgivet af en ikke-metallisk kappe eller er anbragt i ikke metallisk kanal eller rør.
Meddelelse Elinstallationer 14/09, som erstatter 9/05: Her er tilføjet oplysning om, at en gyldig Elsikkerhedsattest kan træde i stedet for indsendelse af de krævede attester til kommunen (redningsberedskabet) med oplysninger om at flugtvejsbelysning herunder panikbelysning og varslingsanlæg er i driftsklar stand, samt at ABDL-anlæg er funktionsdygtige.
Meddelelse Elinstallationer 15/09, som erstatter 9/05 Afsnittet om belysningsarmaturer i denne meddelelse indeholder vigtig information om F og F-hat mærkede armaturer, som kan monteres på eller indbygges i brændbare materialer, og en ny udgave af produktstandarden for belysningsarmaturer, som er trådt i kraft med overgangsperiode til april 2012, og som indfører nye symboler til brug på armaturer, som
ikke må monteres på eller indbygges i brandbare materialer. Det betyder i overgangsperioden, at et armatur uden mærkning
ikke må monteres på eller i brændbart materiale, hvis det er fremstillet efter den gamle udgave af standarden, men hvis det er fremstillet efter den nye udgave (DS/EN 60598-1:2008), må det godt.
Derfor er det særdeles vigtigt ved valg og installation af belysningsarmaturer, at være opmærksom på hvilken udgave af standarden, fabrikanten har anvendt.
Meddelelse Elinstallationer 16/09, som erstatter 10/06 Efter Meddelelse Elinstallationer 10/06 tillader Sikkerhedsstyrelsen, at der i inddækkede rum under badekar eller brusebassiner installeres tilslutnings- eller samledåser med en kapslingsklasse på mindst IPX4.
Der gøres samtidig opmærksom på, at iht. Stærkstrømsbekendtgørelsen afsnit 6, 526.3 skal alle forbindelser være tilgængelige for inspektion, kontrol og vedligeholdelse.
Efter Meddelelse Elinstallationer 16/09 tillader Sikkerhedsstyrelsen fremover, at tilslutnings- eller samledåser til forsyning af spabade, badekar eller brusebassiner først er tilgængelige, når spabadet, badekarret eller brusebassinet er fjernet forudsat, at der i disse tilslutnings- eller samledåser ikke foretages sløjfninger til andre dele af den faste installation.
Meddelelse Elinstallationer 18/09, som erstatter 13/06 og 8/06 I denne meddelelse om indbygningsarmaturer i lofter møder vi igen problematikken omkring F og F-hat mærkning som beskrevet under 15/09.
Meddelelse Elinstallationer 21/09, som erstatter 7/08 Denne meddelelse indeholder en væsentlig ændring for stikkontakter med jordkontakt:
Hvis stikkontakten har en jordkontakt skal der være fremført en virksom beskyttelsesleder, som skal forbindes til jordkontakten.
Dette er en væsentlig skærpelse i forhold til tidligere tolkninger.
Meddelelse Elinstallationer 22/09
Denne meddelelse er ny og redegør for konsekvenserne af bortfald af kravet om udarbejdelse af en rapport i forbindelse med eftersyn og afprøvning.
Det fastslås heri, at udført eftersyn og afprøvning af elinstallationer stadig skal dokumenteres. Kravet til dokumentation er dog ikke længere bundet op på et specifikt krav i Stærkstrømsbekendtgørelsen om udarbejdelse af en rapport.
Dermed er det op til den enkelte autoriserede at vælge, hvordan dokumentationen skal udformes. Det kan fx dokumenteres i papirform eller elektronisk, ved udfyldelse af en tjekliste, udtræk af måleresultater fra måleinstrumenter og lignende.
TEKNIQs skemaer for Eftersyn og afprøvning af elinstallation eller Slutkontrol ved mindre installationer eventuelt bilagt udskrift fra måleinstrumenter er fortsat fyldestgørende dokumentation.
Meddelelse Elinstallationer 25/09, som erstatter 11/04 I denne meddelelse er det vigtigt at bemærke teksten med fed skrift:
Sikkerhedsstyrelsen accepterer ikke, at installationer er fremført i fremmede lejemål, hvortil brugeren ikke har uhindret adgang. Dette er en generel betragtning, som kan have betydning i mange andre situationer.
Alle nye Meddelelser er lagt på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside
www.sik.dk og udsendes i papirform i løbet af marts som en del af abonnement 1 (Schultz). Elinstallationsvirksomheder, der er medlem, modtager abonnement 1 via TEKNIQ.
Det fulde link til SIK- Meddelelser:
http://www.sik.dk/Professionelle/El/Love-og-regler/Meddelelser