Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Skærpet kontrol med uautoriseret elarbejde

Sikkerhedsstyrelsen styrker indsatsen mod overtrædelser af autorisationslovgivningen, men styrelsen skal have grundig dokumentation, før sagerne kan gå videre til politiet. Og hos politiet er bunkerne vokset siden 2006

Af Klaus A. Jensen

Siden efteråret har Sikkerhedsstyrelsen (SIK) skærpet sin opmærksomhed omkring overtrædelser af autorisationslovgivningen, og det kan i fremtiden resultere i flere politianmeldelser mod firmaer eller enkeltpersoner, som arbejder uautoriseret med el.
SIK er kontrolmyndighed inden for el-, vvs- og kloakområdet, men regulerer også fyrværkerisektoren og har ansvar for den overordnede produktsikkerhed, og det er på alle felter, at styrelsen nu vil sætte mere konsekvent ind mod overtrædelser, oplyser informationskonsulent Dorthe G. Rasmussen.
– Vi vil generelt styrke vores arbejde med at komme overtrædelser til livs, og derfor har vi i efteråret dannet et tværgående overtrædelsesteam, som skal være med til at sikre en stringens og overensstemmelse i vores politik og adfærd over for de forskellige brancher, siger Dorthe G. Rasmussen.

Grundig dokumentation nødvendig
Sikkerhedsstyrelsen politianmeldte sidste år 17 uautoriserede installationsfirmaer for at udføre kommercielt elarbejde, og i de første seks uger af 2009 er fire firmaer blevet politianmeldt for at lave elarbejde uden autorisation.
Der skal foreligge en meget grundig dokumentation af overtrædelsen, før SIK skrider til en politianmeldelse, for politiet løfter ikke nødvendigvis selv efterforskningsopgaven.
– Det er slet ikke nok, at man har konstateret, at der holder en servicebil i Ravnsborggade, selv om det kan synes nok så oplagt for nogle, at der arbejdes uautoriseret og dermed ulovligt. Som regel vil det være nødvendigt, at vi forsynes med en kopi af en faktura eller anden meget håndfast dokumentation, for at vi kan ekspedere sagen videre til politiet, siger Dorthe G. Rasmussen.
Politisagerne medfører bøder fra 8.000 kroner og opefter, men overtrædelser af autorisationslovgivningen er ikke noget, der har førsteprioritet i landets politikredse, hvor sagerne i mange tilfælde samler støv. Således har Sikkerhedsstyrelsen fem anmeldelser liggende hos politiet fra 2006 og 2007, som endnu ikke har fundet nogen afklaring.
– Det er selvfølgelig utilfredsstillende, og vi oplever desværre det samme billede på f.eks. fyrværkeriområdet, hvor de sager, vi anmelder, heller ikke bliver ekspederet bemærkelsesværdigt hurtigt, siger Dorthe G. Rasmussen.

Politisager på autoriserede installatører
Det er imidlertid ikke kun overtrædelser af autorisationslovgivningen, som får Sikkerhedsstyrelsen til at rykke ud med en politianmeldelse. Sidste år blev 40 elinstallationsvirksomheder med autorisationen i orden politianmeldt, fordi de groft havde forsyndet sig mod gængse sikkerhedsregler i forbindelse med udførelsen af elarbejde.
– Der er tale om fejl, som er så alvorlige, at vi ikke har haft anden udvej end at politianmelde. Heldigvis drejer det sig om relativt få tilfælde, for i de fleste sager, hvor vores inspektører opdager selv alvorlige fejl i elinstallationer, kan problemet klares med et straks-påbud om at få tingene bragt i orden, siger Dorthe G. Rasmussen.
I de tilfælde, hvor der politianmeldes på grund af livsfarligt sløseri, ligger bødeniveauet på 10.000 kroner og opefter.
Sidst opdateret 25.03.2009