Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Danmarks største ESCO-aftale

YIT skal skabe energiforbedringer og omlægning til vedvarende energi for 90 millioner kroner i Halsnæs Kommune. Investeringen vil skære næsten en tredjedel af energiforbruget i 120 kommunale bygninger

Af Klaus A. Jensen / Foto: Halsnæs Kommune

Teknikentreprenøren YIT og sjællandske Halsnæs Kommune har indgået Danmarks hidtil største ESCO-aftale, som indebærer, at der over de næste tre år skal investeres 90 millioner kroner i energiforbedrende foranstaltninger i 120 kommunale bygninger.
YIT garanterer Halsnæs Kommune en samlet energibesparelse på 30 procent, og det er disse penge, som skal finansiere omkostningen ved de kommende forbedringer. Efter en registrering af den 130.000 kvadratmeter store bygningsmasse i Halsnæs Kommune går det praktiske arbejde med at energioptimere skoler, institutioner og administrationsejendomme allerede i gang midt i 2010. Det indgår desuden i aftalen, at en del af forbruget skal lægges om til vedvarende energikilder som jordvarme, solvarme og vindenergi.

Borgmester Helge Friis (til venstre) underskriver sammen med administrerende direktør Leo G. Sørensen, YIT,  den ESCO-aftale, som i de næste tre år vil føre til investeringer på 90 millioner kroner i energibesparende foranstaltninger i Halsnæs Kommune.Administrerende direktør Leo G. Sørensen, YIT, siger, at den indgåede kontrakt er vigtig både for YIT og for installationsbranchen som helhed:
– Den viser, at TEKNIQs store medlemmer har noget at gøre i dette marked, hvor opgaverne ellers let risikerer at havne hos energiselskaberne, siger han.
YIT har rundt omkring i landet indgået en række kommunale serviceaftaler, men kontrakten med Halsnæs Kommune er den første rendyrkede ESCO-model, hvor teknikentreprenøren optræder som såkaldt Energy Service Company.
– Vi har arbejdet med opgaven gennem de sidste 12 måneder og har også deltaget i prækvalifikationer og udarbejdet tilbud i fem-otte tidligere sager, uden at det har ført til ordrer. Opgaven som ESCO-partner er et vigtigt strategisk satsningsområde for YIT, og denne kontrakt markerer et gennembrud for os og også for ESCO-modellen i stor størrelse herhjemme. Jeg tror, den kan være med til at sætte skub i dette marked, siger Leo G. Sørensen.

Godt for klima og beskæftigelse

Borgmester Helge Friis (S), Halsnæs Kommune, siger, at aftalen med YIT vil komme både klima og borgere til gode bl.a. gennem en kraftigt reduceret CO2-udledning.
– Vi stiller nu nogle skrappe krav for at kunne nedbringe energiforbruget i de kommunale bygninger væsentligt. De opnåede besparelser anvendes derefter til finansiering af investeringsomkostningerne. Det er en god måde at gennemføre energibesparende aktiviteter på. Desuden viser kontrakten med YIT, at vi tager vores aftale som klimakommune særdeles alvorligt, siger Helge Friis og tilføjer:
– Udover at man kan glæde sig over projektet på klimaets vegne, vil det også føre til en øget beskæftigelse, når der på denne måde sparkes 90 millioner kroner i omløb.

Hurtigt analysearbejde

Opgaven med at energirenovere de kommunale bygninger i Halsnæs Kommune er delt op i tre faser, og i den første fase har YIT allieret sig med de rådgivende ingeniører i den fynske OBH-Gruppen, som i det næste halve år skal analysere de 120 ejendomme og udpege konkrete områder og projekter, hvor der kan spares energi. Derefter går arbejdet i gang, og det vil efter planen være tilendebragt ved udgangen af 2011. Efterfølgende garanterer YIT i en 10-års periode for de aftalte besparelser.

Halsnæs Kommune opererer med en 15 års afskrivningstid på de investeringer, som gennemføres, og det er også kommunen selv, der finansierer ESCO-projektet.
– I vores aftale stiller kommunen selv likviditet til rådighed, men der eksisterer flere forskellige finansieringsmodeller, og bl.a. kan man forestille sig en ekstern finansieringspartner inddraget. Det er i de kommende år vigtigt at få prøvet flere forskellige modeller af i de ESCO-projekter, der kommer i gang, siger Leo G. Sørensen.

Han er ikke i tvivl om, at YIT kommer til at tjene penge på Halsnæs-kontrakten samtidig med, at aftalen også er attraktiv for kommunen.
– Erfaringen viser, at vi som teknikentreprenør kan skabe en indtjening på disse aftaler. YIT har bl.a. med succes gennemført adskillige projekter i Sverige med kommuner og hospitaler som samarbejdspartnere. Men selvfølgelig har vi også respekt for, hvad vi går ind til, fordi vi trods alt stiller vidtgående garantier på et relativt spinkelt og kompliceret grundlag.

ESCO-aftaler

ESCO står for Energy Service Company, og modellen indebærer, at besparelserne i energiforbruget finansierer omkostningen ved de forbedringer, som foretages. Økonomiteknisk kan aftalerne mellem teknikentreprenøren og hans kunde skrues sammen på forskellig måde.

ESCO i Halsnæs Kommune

  • YIT garanterer i aftalen med Halsnæs Kommune, at der kan opnås gennemsnitlige besparelser i størrelsesordenen 30 procent. Investeringsrammen for at realisere dette sparemål er 90 millioner kroner. 
  • Aftalen omfatter 120 kommunale ejendomme på samlet 130.000 kvadratmeter. 
  • YIT har allieret sig med det rådgivende ingeniørfirma OBH-Gruppen, Odense, som i det næste halvår skal analysere det konkrete besparelsespotentiale og udarbejde en bruttoliste med investeringsforslag. 
  • Selve installations- og byggearbejdet begynder i sommeren næste år og afsluttes i løbet af 2011. 
    Ud over gennemførelse af energibesparelser indebærer kontrakten mellem YIT og Halsnæs Kommune også, at der investeres i vedvarende energi som f.eks. jord- og solvarme og vindenergi. 
    Halsnæs Kommune blev såkaldt klimakommune i 2008. En aftale med Danmarks Naturfredningsforening betyder, at kommunen som virksomhed har forpligtet sig til at nedbringe CO2-udslippet med to procent hvert år frem til 2025. Desuden har kommunen indgået samarbejde med Elsparefonden om at nedsætte elforbruget ligeledes med to procent om året. 

ESCO-aftaler i Danmark

Der er nu indgået rene ESCO-aftaler følgende steder:

  • Middelfart Kommune, 100 bygninger, 190.000 kvadratmeter.
  • Kerteminde Kommune, 60 bygninger, 117.000 kvadratmeter.
  • Gribskov Kommune, 100 bygninger, 190.000 kvadratmeter.
  • Københavns Kommune, 27 bygninger, 68.000 kvadratmeter.
  • Vallensbæk Kommune, 40 bygninger, 114.000 kvadratmeter.
  • Kalundborg Kommune, 10 bygninger, 30.000 kvadratmeter.
  • Halsnæs Kommune, 120 bygninger, 130.000 kvadratmeter.

» Læs også

Sidst opdateret 18.11.2009