Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Energimærkning efter nye principper

Energimærkningsordningen for bygninger har ikke ført til de ønskede besparelser, og nu laves ordningen om. TEKNIQ er med i forarbejdet, som resulterer i nye regler fra efteråret 2010.

Af Klaus A. Jensen

Den udskældte energimærkningsordning (EMO) for bygninger står foran en omfattende revision, og en ny light udgave af ordningen vil være klar til at gå i drift i oktober næste år.

Sådan har Energistyrelsen i hvert fald skrevet køreplanen frem mod en mindre bureaukratisk og mere forståelig og praktisk anvendelig energimærkningsordning, som bl.a. vil betyde et farvel til den teoretiske beregning af energiforbruget for store bygninger (varmetabsberegning) og goddag til måling af faktisk forbrug.

Og i det hele taget vil den nye ordning ifølge chefkonsulent Renato Ezban, Energistyrelsen, gøre op med en række dogmer og bestemmelser i det eksisterende EMO-regelsæt, som langtfra har ført til de forventede energibesparelser i den danske bygningsmasse.

Revisionens tidsplan

På konferencen Boligdag 09, som gennemføres af organisationen Energiforum Danmark, kridtede Renato Ezban banen op på denne måde: Der nedsættes i dette efterår og bl.a. med TEKNIQ som deltager tre arbejdsgrupper, som skal komme med konkrete forslag til en revideret energimærkningsordning. I foråret 2010 sendes de nye retningslinjer for ordningen i høring, der fremsættes et lovforslag, skrives betænkning og etableres et nyt EMO-sekretariat. I løbet af sommeren gennemføres en informationskampagne om energibesparelser og den nye mærkningsordning – og i oktober træder de nye regler i kraft.

EU's bygningsdirektiv

Energimærkning af bygninger ligger som et krav i EU's bygningsdirektiv, men de danske regler har på flere områder været mere vidtgående end de fælleseuropæiske minimumsbestemmelser. Det kan der nu blive ændret på, og bl.a. foreslår et notat fra Energistyrelsen, at det ikke længere skal være et krav, at offentlige bygninger i Danmark helt ned til 60 kvadratmeter skal energimærkes.

I dag forlanger EU's bygningsdirektiv først energimærkning af offentlige ejendomme over 1.000 kvadratmeter, men i forbindelse med en igangværende revision af direktivet bliver grænsen formentlig sænket til 250 kvadratmeter, og det er nu også Energistyrelsens indstilling.

Energimærkningsordningen har hidtil ikke være omkostningseffektiv

Renato Ezban konstaterede på Energiforum Danmarks konference, at den danske energimærkningsordning ikke har været tilstrækkelig omkostningseffektiv og har ført til for få besparelser. Arbejdspapiret fra Energistyrelsen foreslår en række initiativer for at ændre på disse forhold, og som et vigtigt omdrejningspunkt skal forbindelsen mellem bygningsejere, energimærkningskonsulenter og udførende entreprenør- og håndværksvirksomheder styrkes i fremtiden for at skabe energibesparelser.

I den forbindelse skal der gennemføres en aktiv informationsvirksomhed for at skabe kontakt mellem de forskellige parter i processen.

Konkret har Energistyrelsen allerede gjort alle energimærkninger tilgængelige på den offentlige informationsserver www.ois.dk, og det er samtidig planen, at energimærkerne i fremtiden skal gøres mere brugervenlige.

I notatet foreslås det også, at der i fremtiden i forbindelse med annoncering af alle ejendomshandler eller lejemål stilles krav om, at der gives oplysninger om bygningens indplacering på energimærkeskalaen.

Differentierede krav

Energistyrelsens katalog af forslag omfatter yderligere indførelse af niveaudelt mærkning, hvor f.eks. mærkningen af ældre og ineffektive bygninger med størst energibesparelsespotentiale, gennemgås grundigere, og at der også indføres en differentieret gyldighedsperiode afhængig af bygningens energieffektivitet. F.eks. kan gyldighedsperioden sættes til 10 år for energieffektive bygninger og syv år for andre, lyder forslaget, hvor energimærkningens nuværende gyldighedsperiode generelt er fem år.

Endelig foreslår Energistyrelsen, at der som noget nyt etableres et interessentforum omkring energimærkningsordningen.
Dette forum kan bestå af repræsentanter for bygningsejerne, rådgiverne, bygningsindustrien, finansieringsinstitutionerne og den byggefaglige ekspertise.
– Vi lægger meget vægt på, at den kommende aktivering af energimærkningsordningen sker i dialog med alle interessenter, fastslår Renato Ezban.

Sidst opdateret 10.11.2009