Fredag den 20. november 2009 underskrev Klima- og energiminister Connie Hedegaard en aftale om fremtidens energibesparelser med energiselskaberne. Her kan du læse, hvad ministeren svarede på otte spørgsmål med betydning for installationsbranchen.
Hvad er målet for i hvor høj grad energiselskaberne skal inddrage de eksterne aktører?
Det står eksplicit, at der skal gøres en ekstraordinær indsats for at få flere eksterne aktører ind. Det er vores indtryk, at de er begyndt at gøre det lidt mere her til sidst i den tidligere aftale, også fordi der har været politisk fokus på det. Men altså, det er en eksplicit del af aftalen, at de skal inddrage eksterne aktører meget mere end hidtil.
Hvor meget er det?
Politisk har vi givet udtryk for, at de skal drage flere eksterne aktører ind. Der står i aftalen, at evalueringen i 2012 skal have særligt fokus på selskabernes øgede anvendelse af eksterne aktører. Så det er altså skrevet ind i aftalen helt konkret. Det er en af de ting, de rent faktisk bliver målt på i evalueringen. Det skal dokumenteres, at det er sket.
Men når I siger øget, hvor meget er det så?
Det er meget, meget forskelligt fra selskab til selskab, hvad de hidtil har gjort. Men det er altså ikke bare sådan, at der i aftalen står samarbejd lige lidt mere med eksterne aktører. Der står, at de skal gøre mere, end de gør i dag, og det skal kunne dokumenteres, når vi når frem til evalueringen.
Så I har ikke sat et konkret mål?
Jamen jeg tror, det er fordi, det er forskelligt. Nogen har gjort det meget, nogen har gjort det meget lidt. Derfor er det, at de skal gøre det mere i morgen, end de gjorde i går.
Hvordan skal det så dokumenteres, at de bliver inddraget?
Det er ikke mig som minister, der sidder og bestemmer præcist, hvordan det skal dokumenteres.
Er der så aftale om, at det skal være synligt for offentligheden?
Ja. Folk får mulighed for at se. Hov, de der ovre, de samarbejder med nogle private, og det gjorde, at de kunne hente en given besparelse billigere, end I kan i vores selskab. Hvordan kan det være? Og de skal også oprette en hjemmeside eller lignende, hvor selskaberne og andre aktører kan matches, og hvor der etableres kontakt. Det bliver meget nemmere for for eksempel medlemmerne hos jer at gå ind og finde ud af, hvad er der at hente her? Er de gennemrationaliserede, eller er der områder, hvor vi kan gå ind og gøre det bedre? Der står også, at de skal sikre generelle oplysninger om aftaler og give et overblik over konkrete aktiviteter, der er tilgængelige for slutforbrugeren. Så både slutforbrugeren og aktørerne på markedet skal kunne følge med. Det er noget helt nyt, for hidtil har der ikke været den transparens, og det er noget af det, som aktørerne har kritiseret, at det var ikke særligt enkelt at se, er der noget for mig at hente ved at byde ind på en opgave ved de her selskaber? Der bliver de altså tvunget til meget større gennemsigtighed nu.
Er der nogen sanktioner, hvis det her ikke bliver overholdt?
Nej. Det her er jo en frivillig aftale, og ved frivillige aftaler kan du ikke bagefter komme efter folk med fængselsstraffe. Men du kan hænge dem rigtig voldsom ud. Og i og med de skal gøre det synligt, hvordan de gør det her, bliver det jo også meget enklere for det enkelte bestyrelsesmedlem i selskaberne, de enkelte forbrugere, for offentligheden og for pressen at gå ind og se: Hov, der er da et eller andet helt galt i x selskab, fordi de ligger dårligere på alle mulige parametre. Måske er det fordi, y selskab har en meget større inddragelse af eksterne aktører, at de faktisk ligger bedre. Så det at sikre transparens tror vi er første skridt til, at det bliver helt naturligt på en helt anden måde at inddrage andre aktører, men jeg vil sige, at det er så også vigtigt, at aktørerne nu holder sig til, for der bliver et voksende marked her. Selskaberne har syntes, det var svært at nå de 2,9 PJ i den sidste periode, og nu skal de altså op at nå næsten det dobbelte om året i den kommende periode. Det er en mega opgave, så det er nu, man skal holde sig til.
Hvordan vil I sikre, at de forskellige tilskuds- og besparelsesmuligheder bliver gennemskuelige for slutbrugerne?
Hvis jeg sidder derhjemme og overvejer, skal jeg lave noget solvarme, eller skal jeg lave det ene eller det andet, så skal jeg altså på en helt anden og enklere måde kunne gå ind og finde ud af det hos mit energiselskab. Jeg tror, vi er rigtig mange forbrugere, der har prøvet at finde ud af, hvad kan vi egentlig gøre hjemme hos os? I aftalen står der, at de på en overskuelig måde skal informere om - altså skal, ikke bare kan - informere om deres tilbud, herunder om hvilke aktører de har aftale med. Det kan ske for eksempel via en hjemmeside, som de selv etablerer, eller i samarbejde med Center for Energibesparelser. Men altså det her med at der er nogen derude i parcelhusene, der godt vil finde ud af, hvad de kan gøre, og så har man ringet og ringet og ringet, sådan er det ikke, de skal lave en hjemmeside, så det er til for mig som forbruger at finde ud af, hvad giver mening for mig, og de skal også synliggøre konkrete tilbud. Det er ikke nok, at de siger, vi har nogle interessante tilbud, de har nu forpligtet sig til at gøre det synligt, hvad tilbuddene går ud på, så man må antage, at dialogen til forbrugerne bliver langt, langt bedre, også fordi det er i energiselskabernes interesse.