Regler for G-dage er uændrede – også for lærlinge
En arbejdsgiver har kun pligt til at betale for G-dage, hvis lønmodtageren er medlem af en a-kasse på tidspunktet for sin fratræden.
Sådan har reglerne været længe – og sådan er reglerne fortsat. Det slår Arbejdsdirektoratet fast over for TEKNIQ i en skrivelse.
– Der er nogle, der har troet, at retstilstanden var ændret, efter at Arbejdsdirektoratet kom med en ny vejledning i juni, men det er altså ikke tilfældet, og det har Arbejdsdirektoratet bekræftet, siger advokat i TEKNIQ Charlotte Ketelsen.
Det afgørende er for både svende og lærlinge, om de var medlem af a-kassen på deres sidste ansættelsesdag eller ej. Lærlinge er således ikke berettiget til G-dage, hvis de melder sig ind i a-kassen dagen efter, at deres uddannelsesaftale ophører.
Charlotte Ketelsen minder om, at a-kassen har pligt til at oplyse om et medlems indmeldelsesdato. Derfor kan arbejdsgivere, der er i tvivl om en lønmodtagers tilhørsforhold til a-kassen altid henvende sig direkte til a-kassen.
Sidst opdateret 09.09.2009