Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Fyn tester industriovervågning

Indfaldsvejene til en indbrudsplaget erhvervspark i Middelfart skal som det første sted i landet tv-overvåges. Politiet betaler for udstyr og drift som led i en forsøgsordning, der også omfatter privat patruljering i flere erhvervsområder

Af Klaus A. Jensen

Fyns Politi går i et samarbejde med Middelfart Kommune og det lokale erhvervsråd i løbet af kort tid i gang med en tv-overvågning af indfaldsvejene til et særligt indbrudsplaget industriområde i den østlige udkant af Middelfart.
Sideløbende etableres der en patruljering med brug af privat entreprenør både i det pågældende område og i andre industriområder i Middelfart Kommune. Denne sidste ordning, som finansieres af de erhvervsdrivende selv, indebærer, at det installatørejede vagtselskab Sikringsvagten fast vil køre patrulje foreløbig samlet en time i døgnet.

Men indkøbet og driften af tv-installationer i Middelfart Kommunes nyeste industriområde omkring Mandal Alle betales af Fyns Politi. Det er første gang, at politiet tager kameraovervågning i brug ved indfaldsvejene til en erhvervspark, og projektet er støttet med 140.000 kroner fra en særlig pulje i Rigspolitiet, som sigter på at gennemføre forsøg med tv-overvågning af offentlige områder i større danske byer, oplyser politikommissær Jørgen Andersen, Fyns Politi i Middelfart.

– Der er tale om et toårigt forsøgsprojekt i et hårdt plaget erhvervsområde, hvor der i perioden fra 2006-2009 er stjålet for næsten to millioner kroner i forbindelse med indbrud. Nu vil vi forsøge at dæmme op for kriminaliteten ved at opsætte tv-kameraer ved de tre indfaldsveje til erhvervsområdet. Vi tror på, at det vil have en effekt, siger Jørgen Andersen.

Samarbejde med kommunen

Mens politiet bekoster etableringen og driften af kameraovervågningen, sørger Middelfart Kommune for monteringsarbejde og opsætning af skilte, som vil gøre ubudne gæster opmærksomme på, at de bliver kigget i kortene og kan identificeres, for selv om tv-overvågningen er en såkaldt stand-alone løsning uden direkte transmission til en vagtcental, kan der ifølge Jørgen Andersen også efter behov skabes online opkobling til kameraerne fra en hvilken som helst pc.

Det erhvervsområde, som nu skal overvåges, huser et halvt hundrede virksomheder, og der har gennem de sidste år været registreret et indbrud mere end hver 14. dag.
– Det ligger tæt på motorvejen og Middelfarts ringvejssystem, og fra 2007 til 2008 steg antallet af indbrud fra 26 til 37, fortæller risikorådgiver i Middelfart Kommune, Erling Bohsen.
EL:CON skal stå for monteringen af tv-udstyret, og afdelingschef Finn Henningsen oplyser, at installationen kommer til at bestå af i alt seks kameraer.

Privat patruljering

Sideløbende med overvågningsforsøget opfordrer erhvervsrådet i Middelfart nu de lokale virksomheder til at gå med i en fælles ordning, som indebærer, at vagtselskabet Sikringsvagten vil foretage en systematisk patruljering af kommunens erhvervsområder.
– Normalt kommer vi kun hos vores kunder, hvis der går en alarm, eller vi har særlige aftaler, siger direktør Torben Hjermbæk, Sikringsvagten.
Selskabet har givet de erhvervsdrivende i Middelfart et tilbud, som betyder, at Sikringsvagten vil køre patrulje en time i døgnet, hvis mindst 70 virksomheder er parate til hver at betale 150 kroner om måneden.
– For en merpris på 45 kroner månedligt vil vi i forbindelse med patruljeringen yderligere sikre os, at hoveddør eller gitterport til en virksomhed er låst, siger Torben Hjermbæk.


Politiet mangler ressourcer

Politikommissær Jørgen Andersen ser ikke nogen problemer i, at et privat vagtfirma kaster sig ud i en egentlig patruljeringsopgave:
– Vi kan ikke løbende afsætte særlige patruljetimer til specifikke områder, det har politiet ikke ressourcer til. For det kriminelle miljø vil det være lige stressende, om det er politiet eller et vagtfirma, som patruljerer, og i forbindelse med beslutningen om at tv-overvåge ét område i Middelfart må vi forvente, at indbruddene vil have tendens til at rykke andre steder hen, siger Jørgen Andersen

Sidst opdateret 14.04.2010