Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Fast arbejde på Femern

Selv om produktionen på den faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland først går i gang om tre år arbejdes der allerede på højtryk med planlægningen af en bro eller tunnel. 10.000 mand skal beskæftiges med projektet i en årrække, og der kommer mange opgaver til installationsbranchen

Af Klaus A. Jensen

Der bliver tale om danmarkshistoriens største anlægsprojekt, når arbejdet med at bygge en fast forbindelse mellem Rødby og Puttgarden via Femern Bælt går i gang i begyndelsen af 2013.

I europæisk sammenhæng har kun tunnelbyggeriet under den engelske kanal været større, så Peter Lundhus, der er direktør for projektselskabet Femern A/S, praler ikke, når han konstaterer, at mange internationale entreprenørers øjne er rettet mod Danmark i øjeblikket:
– Vi hører til i den helt store liga, og i realiteten er der vel ikke infrastrukturprojekter undervejs globalt netop nu, som kan måle sig med den kommende faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland, siger han.

Om der skal bygges en bro eller en tunnel er fortsat uafklaret. To ingeniørhold arbejderpå at beregne de forskellige muligheder og konsekvenser ved at vælge den ene løsning frem for den anden på den 19 kilometer lange strækning over Femern Bælt, og først i løbet af 2011 vil der blive truffet en beslutning.

– I traktaten mellem Danmark og Tyskland er broen det foretrukne, men der kan bl.a. være besejlingsmæssige forhold, som gør, at vi må have tunnelen i baghånden, og alt det regner vi i øjeblikket på, siger Peter Lundhus.
Prisen for kyst til kyst-delen af den faste forbindelse er i 2008-priser beregnet til 33
milliarder kroner for en broløsning og 41 milliarder kroner for en tunnel.

Mange arbejdspladser

Når arbejdet om tre år går i gang, vil op mod 10.000 mennesker frem til udgangen af 2018 være beskæftiget med byggeriet og håndteringen af de enorme mængder materialer og udstyr til fremstilling af bro- eller tunnelelementer. Der skal under alle omstændigheder etableres en arbejdsplads øst for Rødby Havn, hvor 500-1.000 mennesker dagligt vil have deres gang, og desuden skal der forskellige steder i Østersøregionen oprettes fire-fem egentlige produktionspladser, som hver vil komme til at beskæftige et par tusinde mand.

Femern A/S har i januar offentliggjort to rapporter, der beskriver kravene til disse arbejdspladser og produktionssteder, og selskabet opfordrer i øjeblikket kommuner og regioner i Østersøområdet til at byde ind på at blive hjemsted for en af disse pladser, hvor elementerne til broen eller en tunnel skal produceres og samles.
– Vi ved endnu ikke, om vi skal bygge en bro eller en tunnel. Men vi kender i stor udstrækning omfanget af og kravene til de kommende arbejdspladser uanset hvilken teknisk løsning, der vil blive valgt. Derfor vil vi i løbet af 2010 finde ud af, hvor de kan placeres og derefter i 2011 hjælpe de aktuelle kommuner med at få den nødvendige myndighedsgodkendelse. Det er vigtigt at forberede sig godt i denne fase, siger Peter Lundhus.


Mange installationsopgaver

Femern A/S forventer, at produktionsstederne vil blive placeret tæt på Lolland eller øen Fehmern, men i princippet kan de også komme til at ligge længere væk fra linjeføringen, og i sidste ende er det de entreprenører, som vinder byggekontrakterne, der træffer beslutning om placering af deres produktionssted.

Ifølge Peter Lundhus er der næppe tvivl om, at Lolland selv vil lægge billet ind på at blive hjemsted for et af produktionsstederne, som hver især vil medføre etableringsomkostninger i størrelsesordenen en halv milliard kroner.
– I den forbindelse kommer de tekniske installationer til at spille en betydelig rolle, bl.a. skal der jo føres meget store mængder strøm frem, siger Peter Lundhus.

Hvor stort et volumen de tekniske installationer får på selve den faste forbindelse over Femern Bælt har projektselskabet ikke regnet på, og størrelsesordenen vil også afhænge af valget af bro eller tunnel, hvor det sidste valg vil kræve betydeligt flere tekniske installationer end en broløsning.
Men også tilslutningsanlæggene til Femern-forbindelsen vil i sig selv skabe et meget stort antal arbejdspladser i installationsbranchen. Bl.a. skal jernbanen fra Ringsted til Rødby udbygges til dobbeltspor og samtidig elektrificeres, og der skal investeres i nye veje.

Sidst opdateret 18.02.2010