Så går det løs. På mandag bliver det muligt for op mod 280.000 oliefyrsejere at søge om tilskud til at få skiftet deres oliefyr ud med et mere energirigtigt alternativ såsom fjernvarme eller jordvarme. 500 installatører har meldt sig til TEKNIQs kampagne og står klar til at hjælpe oliefyrsejere landet over med at skrotte oliefyret.
Flere installatører har allerede oplevet, at kunder har henvendt sig for at få et tilbud på udskiftning af oliefyret, som de kan sende med ansøgningen. Tilbuddet på køb og installation af det pågældende produkt skal være bindende og indeholde en samlet pris for køb og installation af produktet fratrukket kunderabatter, men inklusive moms. Hvis tilbuddet angår solvarmeanlæg, skal det desuden fremgå, hvilken supplerende varmekilde, der eventuelt installeres, og hvad prisen for køb og installation af selve solvarmeanlægget udgør.
Ansøgning og tilbud skal sendes til Teknologisk Institut (TI), der administrerer ordningen for Energistyrelsen. TI opretter hjemmesiden
www.skrotditoliefyr.dk til formålet. Den skulle være klar på selve dagen.
Derudover kan man læse mere om ordningen på
www.klogenergi.dk samt finde en liste over de installatører, der er med i kampagnen.