Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Flere og flere sikrer sig med tåge

Tågesikring er et hastigt voksende sikringsområde. Med knap 18 år på bagen er sikringsformen ved at være myndig, og i april 2009 fik den sin egen europæiske standard: EN 50131-8. Det har blandt andet medvirket til en vækst på op mod 50 procent i branchen i 2009. Producenterne forventer fortsat vækst i 2010

Af Anne Korntved Petersen / Foto: Protect A/S

4. december 2009 klokken 03.43 bakkede gerningsmænd en mørk firehjulstrækker ind i butiksfacaden på Rema 1000 i Ribe. Ruden blev smadret, og muren trykket ind. Det aktiverede butikkens tågekanon, der på få sekunder indhyllede butikken i en tyk og uigennemsigtig tåge med det resultat, at gerningsmændene måtte gå igen uden udbytte. I dag har Rema 1000 tågekanoner installeret i alle forretninger. Tågesikring bliver i stigende grad monteret som et supplement til elektroniske indbrudsalarmer i forretninger og virksomheder, hvor de kan være et effektivt middel til enten at stoppe indbrudstyve eller mindske følgevirkningerne ved indbrud.

Flere virksomheder oplever, at deres forsikringsselskab kræver, at de har installeret tågekanonerDanske MSS Professional med hovedsæde i Århus, der i 2001 blev grundlagt med overtagelse af SmokeCloak Ltd – pionererne bag den originale tågesikring fra 1992, har således oplevet en vækst på 50 procent i 2009 på det danske marked, og salgschef i Skandinavien, Michael Roger Pedersen, vurderer, at de i 2010 vil opleve samme vækst.

– Selv om Storbritannien har 10 års forspring, er Danmark nok det land, hvor tågesikring er mest udbredt i form af flest tågekanoner pr. indbygger. Det skyldes blandt andet, at hele sikringsbranchen trækker i retning af at benytte tågesikring i Danmark. Politiet ved, det virker, og flere og flere forsikringsselskaber er gået fra at anbefale tågesikring til at stille krav om det, siger Michael Roger Pedersen og fortsætter:
– Men en tågekanon er også et særdeles kosteffektivt produkt. En typisk SmokeCloak kanon koster 10.000 kroner med komplet installation og indeholder minimum 19 skud af 30 sekunders tåge. Det er mange indbrud afværget for få midler.

Standard har afgørende betydning

Den danske producent af Tågekanoner Protect A/S oplever også en stigende interesse for det seneste skud på stammen af sikringstiltag mod indbrud. Siden virksomheden blev etableret i 2001, har Protect installeret over 30.000 anlæg på verdensplan hos alt fra optikere og guldsmede til sommerhuse og undervisningsinstitutioner. 2009 bød også på en vækst på 50 procent, oplyser administrerende direktør Poul Dalsgaard.

– Vi har oplevet stor vækst i 2009. Både herhjemme og i udlandet. Og vi forventer fortsat vækst i 2010. Der er ingen tvivl om, at tågesikring er et hastigt voksende sikringsområde. Det skyldes blandt andet, at der er kommet en europæisk standard på området, som betyder, at alle 28 lande i Europa nu har fælles standarder for produkterne, installationen samt uddannelsen af installatørerne. Det er et tegn på, at man er begyndt at acceptere sikringsformen, og det er positivt. Det betyder også, at forsikringsbranchen kan forholde sig til sikringsformen, siger Poul Dalsgaard og fortsætter:
– Samtidig skyldes væksten nok også, at antallet af indbrud i erhvervsvirksomheder steg med 24 procent i 2009. Det vil folk naturligvis sikre sig imod.

Michael Roger Pedersen er enig:
– Antallet af indbrud bliver ved med at stige. I hele verden. Samtidig bliver kriminaliteten mere og mere rabiat, så der er behov for i stigende grad at sikre sig. Det resulterer i vækst i sikringsbranchen generelt. Og lande som Tyskland vil helt sikkert få øjnene op for tågesikring i de kommende år, på samme måde som det er sket i Danmark – og som allerede er ved at ske i de øvrige Skandinaviske lande, hvor vi det seneste år har oplevet en vækst på 25 – 30 procent. I de øvrige europæiske lande vil den europæiske standard for tågesikring være et kæmpe plus, og den vil uden tvivl få betydning for udbredelsen af tågesikring i disse lande.
Den europæiske standard for tågesikring skal være endelig implementeret på nationalt niveau i april 2010.

Krav blandt forsikringsselskaber

Mange danske forsikringsselskaber har taget sikringsmetoden til sig. Det betyder, at erhvervskunder i stigende grad bliver mødt af krav om tågesikring som et supplement til den traditionelle alarmsikring. Ifølge konsulent i brancheorganisation for forsikringsselskaberne Forsikring og Pension Maiken Skriver Poulsen er det dog ikke en del af standardforsikringen. Derfor er det forskelligt fra selskab til selskab, om det er et krav, de stiller til deres forsikringstagere som et supplement.
– Vi ser, at flere af vores medlemmer gerne vil have, at forsikringstagerne bruger tågesikring, og det må jo være ud fra den betragtning, at det har en effekt, siger Maiken Skriver Poulsen.

» Se vejledning fra Forsikring og Pension

Et af de forsikringsselskaber, som har valgt at supplere med et krav om tågesikring, er Topdanmark. Således siger ingeniør Poul Korsholm i selskabets eget blad Focus:
– Når en virksomhed har en høj risikoprofil på grund af værdifulde varer på lageret eller deres kostbare inventar, kræver vi ofte, at de installerer et tågesikringsanlæg som et supplement til den øvrige sikring. Vores erfaring med tågesikring viser, at det er en effektiv måde at forhindre, at der bliver begået indbrud i en virksomhed. Vores holdning er, at hvis en virksomhed med høj risiko ikke vil sikre sine værdier med et supplement til en alarmsikring, så kan vi ikke tilbyde en forsikringsdækning. Man kan sige, at det indimellem kan være et valg mellem tågesikring eller ingen forsikring.

Undgå tågesikringens faldgruber

For at opnå den største og bedste effekt er det vigtigt at installere tågekanonen korrekt. Her er et par projekteringsråd fra Protect og MSS Professional:
  • Det er vigtigt at placere tågekanonerne strategisk korrekt, så tågen først indhyller de varer, tyvene går efter, og sidst udgangen. Ideen er ikke at fange tyven, men at sikre, at han får mindst muligt med sig derfra.
  • Tågekanonen bør integreres og korrespondere fuldt ud med det eksisterende AIA-anlæg og for så vidt også ABA-anlægget, hvis det er installeret. Hvis et brandarmeringsanlæg er installeret, er det desuden en god ide at oplyse de lokale brandmyndigheder om, hvor man har installeret tågesikring, så de kan dobbelttjekke, at der rent faktisk er tale om en brand og ikke blot et aktiveret tågesikringsanlæg, når folk ringer ind, inden de rykker ud.
  • Tågekanonerne kan med fordel placeres i loftet, fordi tågen så bliver skudt ned og rammer en plan flade hurtigere. Derved spredes tågen hurtigst.
  • Man bør foretage en komplet risikovurdering, inden man går i gang, hvor man nøje vurderer, hvad sikringsbehovet er det pågældende sted.
  • Rummets størrelse og inventar skal med i betragtning, inden man installerer en tågekanon. Det er vigtigt, at kanonens volumen er den rigtige, samt at der tages højde for reoler og andet, der kan begrænse tågens distribution.
  • Det er vigtigt at holde øje med ventilationsanlæg og eventuel træk gennem lokalet, som kan påvirke tågens bane.
  • Man skal altid huske at lave en prøveaffyring for at sikre sig, at det virker som det skal efter endt installation.
  • Hvis der er tale om en tågekanon, der skal forhindre overfald, er det vigtigt at instruere personalet i, hvordan tågekanonen virker, og hvordan de skal agere i en situation, hvor der bliver behov for at aktivere den.
  • Brug din sunde fornuft.

Tågekanoner sjældent et krav i licitationsudbud

I elinstallationsvirksomheden Lindpro sælger de blot 100 til 150 tågekanoner til deres kunder årligt, oplyser salgschef for sikringsafdelingen, Ole Madsen.
– I Lindpro udfører vi hovedsageligt entrepriser, og vores oplevelse er, at tågesikring sjældent er beskrevet i licitationsudbud. Det betyder ikke, at der ikke er et marked for det, for det er uden tvivl den vej, det går, det er bare ikke et marked for os, siger Ole Madsen og tilføjer:
– Når vi sælger tågekanoner, så er det som oftest fordi, der er en dygtig tekniker i en af vores serviceafdelinger, der anbefaler det, når de er ude hos eksisterende kunder for at generere mersalg. Hvis der for eksempel er en butik, der netop har haft indbrud, og indehaveren spørger, om der var mere, de kunne have gjort for at undgå det, så er det jo oplagt at anbefale dem en tågekanon.

Sidst opdateret 14.01.2010

FAKTA OM TÅGEN

Sådan dannes tågen

En tågekanon indeholder en blanding af demineraliseret og UV-behandlet vand og glykol. Ved indbrud bliver væsken varmet op på et splitsekund og afgiver derved en tyk, hvid og helt tør tåge, der er umulig at se igennem. Det er samme princip, som bruges i røgmaskiner på diskoteker. Tågen er uskadelig og forsvinder ved udluftning. Tågen tager synet fra indbrudstyvene på få sekunder og forhindrer dem i at orientere sig.

» Se video af, hvor hurtigt tågen spreder sig (video: MSS Professional)