Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

ESCO-light – en indsats til energibesparelser i private boliger

Øget samarbejde om energirenovering gør det nemmere for den private boligejer at give sig i kast med energibesparelsesprojekter. Markedets aktører støtter op om etablering af tværgående samarbejder om energirenovering – også kaldet ”ESCO-light”.

ESCO-konceptet har været en murbrækker for at få gang i energibesparelserne, specielt i store bygninger, fordi det nedbryder de væsentligste barrierer for energibesparelser. En ESCO – et energitjenesteselskab – kan hjælpe bygningsejeren med at identificere, planlægge og gennem-føre energibesparelser og gør det herved nemmere for bygningsejeren at gennemføre energibesparelser.

En stor del af energiforbruget til opvarmning og varmt vand og dermed også af energibesparelsespotentialerne ligger i enfamiliehusene, hvor det kan konstatere, at de mange rentable energibesparelsesmuligheder ofte ikke gennemføres på trods af, at der investeres mange penge i ombygninger og renoveringer.

ESCO-light arbejdsgruppen

Klima- og energiminister Lykke Friis nedsatte derfor i februar 2010 en arbejdsgruppe med det formål at se på hvordan de positive erfaringer med anvendelsen af ESCO-konceptet ved store bygninger kunne overføres til at fremme energibesparelser i små huse. ESCO-light arbejdsgruppen har deltagelse af et bredt udsnit af relevante markedsaktører: Finansrådet, Bolius, Dansk Erhverv, Håndværksrådet, Dansk Energi, Erhvervs- og Byggestyrelsen, Realkreditrådet, DONG Energy, Middelfart Sparekasse, DI Energibranchen, ATP, TEKNIQ, Center for Energibesparelser og Energistyrelsen

- I arbejdsgruppen er vi blevet enige om at samarbejde om at skabe helhedsløsninger for energibesparelser, som vi kan præsentere boligejerne for. Rammerne for at gennemføre energirenoveringer i private boliger er i det store og hele til stede, det handler blot om at gøre det overskueligt og nemt at give sig i kast med. Desuden er det vigtigt at gøre det klart, hvor mange penge boligejerne rent faktisk kan spare, hvis de vælger at gennemføre energieffektiviseringer, siger chef for teknisk afdeling i TEKNIQ og repræsentant i arbejdsgruppen, Christian Jarby.

Møde med Klima- og energiministeren

ESCO-light arbejdsgruppen mødtes med Klima- og Energiministeren den 16. juni for at præsentere den rapport, gruppens arbejde er mundet ud i. Ministeren lyttede opmærksomt på flere af forslagene herunder et forslag fra TEKNIQ om, at pengeinstitutterne tog spørgsmålet om energirenovering op, når deres kunder ansøgte om lån til nyt hus.

Center for Energibesparelser vil fremover være et naturligt omdrejningspunkt og katalysator for en forstærket indsats med ESCO-light. Det nye center for energibesparelser vil arbejde videre med bl.a. at afprøve ESCO-light modeller og vil gennemføre en oplysningskampagne. Ministeren mødes med arbejdsgruppen igen om et år for at gøre status og vil i øvrigt følge arbejdet løbende.

» Se rapporten ESCO-LIGHT - Fremme af energibesparelser i private boliger

» Se også:

Fakta:
ESCO- light: ESCO-konceptet (Energy Service Companies) har været anvendt som metode til fremme af energibesparelser i større enheder, især i kommunale bygninger og i industrien. En ESCO – et energitjenesteselskab – kan hjælpe kunden med at identificere, planlægge og gennemføre energibesparelser og gør det herved nemmere for kunden at gennemføre energibesparelser. Samtidig gives der sikkerhed for, at der opnås et givet resultat.

Ved mindre energirenoveringsprojekter i parcelhuse eller mindre boligenheder kan ESCO-light samarbejder mellem flere parter være nøglen til en øget energieffektiviseringsindsats. Styrken ved ESCO-light er:
  • At gøre det nemt og overskueligt for ejeren at gennemføre projekterne
  • At sikre troværdig information om muligheden for at gennemføre besparelser
  • At give ejeren en vis sikkerhed om projekt og projektomkostning ved bygningsændringen
  • At give ejeren en rimelig grad af sikkerhed om den efterfølgende besparelse i energiomkostninger
Sidst opdateret 07.07.2010