I 2009 blev ”knivloven” ændret, og straffen for at bære ulovlige knive på offentligt tilgængelige steder blev skærpet som følge af en række sager om knivoverfald. Ændringen betød, at man ved førstegangstilfælde ikke længere kunne nøjes med en bøde, men kunne idømmes 7 dages ubetinget fængselsstraf, med mindre der forelå særlige formildende omstændigheder.
Nu er retningslinjerne til loven blevet ændret. Udgangspunktet, om at hovedreglen er 7 dages fængsel, er ændret til, at man skal tage hensyn til en lang række konkrete forhold ved afgørelsen af, om der i førstegangstilfælde skal idømmes bøde eller fængselsstraf.
Tidligere betød loven i praksis, at hvis en installatør lovligt havde en kniv/et værktøj over 7 cm i sin lomme, kunne han godt køre direkte fra sted til sted, men hvis han kørte forbi bageren på vejen for at købe et par rundstykker til morgenmaden, så kunne han rykke direkte i fængsel, hvis politiet vel at mærke tog ham i besiddelsen. Det samme ville gøre sig gældende for familien, der skulle på skovtur med madkurven, som typisk også indeholder brødknive.
Loven skabte en del diskussion. Der blev afsagt to højesteretsdomme i slutningen af 2009. En af sagerne handlede om et arbejdsrelateret multiværktøj på 7,3 cm. Multiværkstøjet lå i en bil, som var parkeret på et offentligt tilgængeligt sted (en havn), men multiværktøjet var ikke længere til arbejdsrelateret brug. I henhold til loven skulle sagerne have givet 7 dages ubetinget fængsel. Højesteret fandt dog frem til, at der i begge sager forelå formildende omstændigheder, så det blev til bøder.
De to domme betød, at Rigsadvokaten informerede det øvrige politi og anklagemyndighed om, at der i fremtidige tilfælde skal tages hensyn til følgende forhold i vurderingen af, om der i førstegangstilfælde skal anvendes straf af 7 dages fængsel eller bøde:
- knivens art (er det f.eks. en kniv, som normalt ikke kan besiddes uden tilladelse, jf. våbenbekendtgørelsens § 15)
- hvordan kniven nærmere er besiddet (har vedkommende haft kniven på sig, med sig eller i sin bil, i lommen på almindeligt tøj eller arbejdstøj, i en taske eller pakke, i en bildørs sidelomme eller værktøjskasse osv.),
- tiden og stedet, hvor vedkommende befinder sig, og
- hvorfor vedkommende befinder sig i den pågældende situation, og hvorfor kniven er med (er kniven f.eks. med vilje medtaget til et offentligt tilgængeligt sted uden anerkendelsesværdigt formål, eller er kniven ved en forglemmelse medtaget hjemmefra) samt troværdigheden af tiltaltes forklaring herom.
Se hele redegørelsen her Rigsadvokaten anser dog de to afgørelser fra Højesteret for ”grænsetilfælde”, og det må derfor fortsat anbefales, at installatørerne er forsigtige med at bære værktøjsknive på offentlige steder. Retningslinjerne fra Rigsadvokaten giver plads til et ikke ubetydeligt skøn fra det lokale politis side.
TEKNIQ følger fortsat udviklingen.
Yderligere information kan fås ved henvendelse til advokat Christian Bisgaard på cbi@tekniq.dk eller 77 41 15 72