Debat: Hvor kommer TRE-FORs sponsorpenge fra?
Af Sten Jensen, næstformand i TEKNIQ-råd Syddanmark. Bragt i Fredericia Dagblad og Vejle Amts Folkeblad 28. maj 2010.
Stop hemmelighedskræmmeriet. Sådan lød opfordringen til TRE-FOR fra samtlige 150 deltagere ved borgermødet i Tøjhuset, hvor debatten om sponsoraterne udviklede sig til en principiel debat om TRE-FORs måde at drive forsyningsvirksomhed på. Fra udelukkende at fungere som forsyningsvirksomhed er hovedparten af koncernen i dag organiseret i aktieselskaber, og det kan være svært at følge pengestrømmene mellem de mange selskaber, der i dag udgør koncernen TRE-FOR. Selskaberne TRE-FOR El-net, Vand og Entreprise handler med hinanden på kryds og tværs, mens indtjeningen til sidst havner i samme pulje. Det er i bedste fald uigennemsigtigt og i værste fald konkurrenceforvridende.
Det er en uheldig sammenblanding, og på mødet antydede flere, at man måske har lidt svært ved at skelne mellem kommerciel og ikke-kommerciel i TRE-FOR. To interessante spørgsmål blev i den forbindelse rejst:
1) Er det overhovedet muligt for TRE-FOR entreprise at bruge så mange penge på markedsføring, når det ikke er muligt for andre installationsvirksomheder i samme branche?
2) Er TRE-FOR El-net sikre på, at selskabet får udført arbejde af TRE-FOR Entreprise til markedspriser?
Begge spørgsmål, som bestyrelsen undlod at besvare, antyder sammen med hemmelighedskræmmeriet omkring sponsoraterne, at der er behov for mere åbenhed i TRE-FOR. Jeg mener, vi som forbrugere i TRE-FORs område har krav på at få et klart svar på disse spørgsmål.
Sponsoraterne af OB og KIF har givet anledning til, at forbrugerne er begyndt at stille spørgsmålstegn ved, hvor pengene kommer fra. Kernen i sponsoraterne er selskabets aktiviteter som installationsvirksomhed i TRE-FOR Entreprise. Det er derfor entrepriseselskabet, der skal betale for sponsoraterne – ikke forbrugerne. På mødet understregede bestyrelsens repræsentanter, at det også er tilfældet, og at der er vandtætte skotter mellem koncernens forsynings- og entrepriseselskab, men i virkeligheden kommer pengene i sidste ende fra TRE-FORs egenkapital, som også indeholder penge tjent på forbrugerne af el og varme.
Derfor her et opråb til repræsentantskabet om fremover at holde godt øje med aktiviteterne i bestyrelsen på vegne af forbrugerne.
Sidst opdateret 31.05.2010