Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Nyt efteruddannelsestilbud på varmepumpeområdet

Varmepumper står højt på dagsordenen i disse tider, hvor der er fokus på energieffektivisering. Derfor skal vvs'erne være klædt rigtigt på til at løse de serviceopgaver, der følger med de mange varmepumper. Et nyt kursus er netop blevet godkendt.

Alle varmepumper indeholder kølekredsløb, og det kræver ifølge en EU-forordning en særlig kompetencegivende uddannelse at arbejde på disse kølekredsløb. Nogle varmepumper kan installeres uden indgreb i kølesystemet, mens andre typer kun kan installeres ved indgreb i eller samling af kølesystemet.

Da alle varmepumper desuden årligt skal have udført et serviceeftersyn, der også omfatter kølekredsløbet, så skal vvs'erne have de rette kompetencer for at kunne byde ind på dén opgave.

Hidtil har der ikke været udbudt kurser målrettet folk med vvs-bagrund, der kan give den nødvendige certificering for at kunne servicere varmepumper. Men et sådant kursus er netop blevet godkendt af Undervisningsministeriet.
Kurset består af 4 moduler, 3 dage + 1 uge + 1 uge + 3 dage (certificeringskursus) Kurset er udarbejdet i samarbejde med Den Jyske Håndværker Skole, som også skal udbyde det. Det forventes at kurserne udbydes efter sommerferien.

Teknisk konsulent i TEKNIQ Nils Lygaard siger:
– Kurset er netop blevet godkendt, og vi forventer nu, at der bliver udbudt og oprettet det nødvendige antal pladser til de mange vvs'ere, der har brug for disse kompetencer. På elområdet, hvor der udbydes de tilsvarende slutkompetencer til at arbejde med kølekredsløb, er der op til et års ventetid. Sådanne ventetider kan vi ikke leve med på de nye kurser. Vvs'erne kan også tilmelde sig kurserne på elområdet, og vi presser på at få nedbragt ventetiderne på at komme på kursus.

Selvom Nils Lygaard glæder sig over, at der nu er godkendt et kursus om køling målrettet vvs'ere, så har han større ambitioner:
– Miljøministeriet, der administrerer den EU-forordning, som stiller kølekompetencekrav til de, der servicerer varmepumpeanlæg, vil snart få en henvendelse fra TEKNIQ. Vi vil nemlig arbejde for, at der bliver godkendt kurser, der har varmepumper som hovedoverskrift - og hvor kølekredsløb er en del af pensum. I dag er det jo kølingen, der er kursernes hovedoverskrift, siger Nils Lygaard. Han tilføjer, at et sådant varmepumpekursus skal give de nødvendige og krævede kompetencer til at klare alt arbejde i forbindelse med installation og service på varmepumpeanlæg.

I sensommeren og det tidlige efterår vil Ren1ergi-sektionen afholde temadage om arbejdet med varmepumper, som alle TEKNIQs medlemmer vil blive inviteret til at deltage i. Hovedpunkterne for temadagen vil være:
  • varmepumpetyper
  • anlægsøkonomi, driftsøkonomi, tilbagebetalingstid
  • den gode installation (undgå faldgruber)
  • uddannelse og certificering
Mere information om temadagene kommer senere.

» Se også Hvem, hvad, varmepumpe
» Læs mere om uddannelseskrav ifm. varmepumpearbejde

Sidst opdateret 28.06.2010