Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Hovedaftalen gælder – også uden overenskomst

30.000 kroner i godtgørelse til afskediget medarbejder i industrien, selv om arbejdsgiveren ikke havde indgået nogen overenskomst. Vestre Landsret fastslår, at hovedaftalens bestemmelser om uberettiget afskedigelse er gældende på grund af indholdet i den konkrete ansættelsesaftale.

Af Klaus A. Jensen

Selv om en medarbejder ikke har nogen overenskomst på sin arbejdsplads, kan medarbejderen alligevel godt være omfattet af det pågældende overenskomstområdes bestemmelser.
F.eks. når det gælder reglerne om uberettiget afskedigelse.

Det viser en ny og principiel dom fra Vestre Landsret, som har tilkendt en medarbejder en godtgørelse på 30.000 kroner for uberettiget afskedigelse. Den pågældende var ansat på en virksomhed inden for industriens område, som ikke var overenskomstdækket.
I ansættelseskontrakten med medarbejderen havde virksomheden dog gjort denne tilføjelse: ”MCM A/S har ingen overenskomst, men følger gældende overenskomst inden for Dansk Metal”.

Det er ifølge Vestre Landsret – og tidligere byretten – nok til, at medarbejderen også var omfattet af hovedaftalens bestemmelser vedrørende afskedigelse, som forudsætter en saglig begrundelse i forbindelse med fyringssager.

En ny retstilstand

 Advokat Charlotte Ketelsen,TEKNIQ: – Dommen er principiel, men også forventelig. Østre Landsret har i stort set ét og alt fulgt vores synspunkter.
 - Arbejdsgiveren skal være meget forsigtig,
når han formulerer en ansættelseskontrakt,
siger advokat og souschef i TEKNIQs
arbejdsmarkedsafdeling, Charlotte Ketelsen
Mere præcist siger hovedaftalen, at inden for LO-DA-området har en medarbejder krav på en saglig begrundelse i forbindelse med afskedigelse, hvis han eller hun har mere end ni måneders anciennitet i ansættelsen.
– Doktrinen har hidtil været, at reglen om saglig begrundelse indebar, at medarbejderen skulle være omfattet af en overenskomst på LO-DA-området, men det er der nu med landsrettens dom lavet om på. Den fastslår, at man godt kan være omfattet af hovedaftalens afskedigelsesbetingelser, selv om man ikke er overenskomstdækket. Alene det, at der i et ansættelsesbrev henvises til overenskomstmæssige forhold, er tilstrækkeligt, og det er en ny retstilstand, siger advokat og souschef i TEKNIQs arbejdsmarkedsafdeling, Charlotte Ketelsen.

Kontorområdet berørt

Ifølge hende er perspektivet i Vestre Landsrets dom yderligere, at arbejdsgiveren skal være meget omhyggelig med sin formulering, hvis han ønsker, at en eller flere bestemmelser fra en overenskomst skal være gældende for et ansættelsesforhold, som i øvrigt ikke er overenskomstdækket.
– Man bør nøjes med at indskrive det konkrete vilkår, for hvis der i ansættelseskontrakten mellem parterne blot henvises til overenskomstmæssige forhold, er det tilstrækkeligt, så klapper fælden. Derfor skal arbejdsgiveren være meget forsigtig, når han formulerer en ansættelseskontrakt, siger Charlotte Ketelsen.

I installationsbranchen kan dommen fra Vestre Landsret først og fremmest få betydning inden for det administrative område, hvor mange kontormedarbejdere er uden overenskomst på grund af den såkaldte 50 procents regel, som indebærer, at der først kan stilles krav om overenskomstdækning, hvis mindst halvdelen af medarbejderne inden for HK-området forlanger det.

Sidst opdateret 12.11.2010