Første stop på vejen til vækst hed Brøndby. Idrættens Hus. 85 vvs- og elinstallatører deltog i premieren på TEKNIQs temamøder om dén fremtidsrapport fra konsulenthuset CoCoCo, som beskriver forretningsmæssige udfordringer og løsningsmuligheder for installationsbranchens virksomheder. I et marked, der ændrer sig markant i disse år.
Karavanen kommer i løbet af november landet rundt og rejser med både gode og dårlige nyheder.
Først den dårlige: Det er barske tider.
Og så det glade budskab: Tiderne bliver fornuftige igen.
Men der bliver ikke tale om en tilbagevenden til de gode gamle dage med heftig aktivitet inden for nybyggeriet, understregede adm. direktør Niels Jørgen Hansen, TEKNIQ, også, da han fremlagde nogle af konklusionerne fra CoCoCos vækstrapport.
I bedste fald vil installationsbranchens omsætningsaktivitet på anlægsområdet i 2015 være på niveau med 2009: 17-18 milliarder kroner.
Til gengæld forudser CoCoCo i de kommende år en betydelig vækst inden for service, reparation og vedligehold, som vil kunne opveje – og mere til endda – branchens tab af opgaver inden for nybyggeriet.
Nye konkurrenter
Men som sagt: Det bliver på ændrede vilkår.
– Vores virksomheder må regne med nye, udenlandske konkurrenter, som f.eks. kan dukke op på sygehusområdet, og vi vil også kunne komme til at opleve, at producenter vil byde sig til, sagde Niels Jørgen Hansen bl.a.
Han understregede samtidig, at fremtidens kunder bliver mere forskellige med specifikke, individuelle behov, og at installationsvirksomhederne i langt højere grad end hidtil derfor også selv skal differentiere sig og gøre en indsats for at skaffe kunder.
Har virksomhederne det for øje, er de forretningsmæssige muligheder til gengæld også gode, hvis man ser få år ud i fremtiden, konkluderer CoCoCos fremtidsrapport, som har udpeget fem særlige vækstområder frem mod 2015: Energieffektivisering og vedvarende energi, indeklima, styring og regulering, alarm og sikring og intelligente bygningsinstallationer.
Strategiske valg
Tre små film med forretningscases er på temamøderne om veje til vækst med til at illustrere, hvad fremtidens kunder forlanger af installationsbranchen, og her handler det ikke mindst om rådgivning, dokumentation og totalløsninger.
Filmene suppleres med en mindre workshop, hvor deltagerne i temamøderne får lejlighed til at diskutere forskellige strategiske valgmuligheder i tre fiktive installationsvirksomheder.
Og så omfatter programmet i en helt anden boldgade desuden en gennemgang af den nye arbejdsmiljølov, som trådte i kraft 1. oktober, en orientering om den danske energipolitik og om de markedsføringsinitiativer, TEKNIQ i efteråret gennemfører for at styrke aktiviteten i branchen.
Flere møder rundt om i landet
Møderækken fortsætter i dag i Næstved, i morgen i Odense og torsdag i Sønderborg. Der er fortsat ledige pladser, og man kan melde sig til i TEKNIQs kursuskalender eller sende en mail til pdu@tekniq.dk.