Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Stort potentiale for ESCO-light

Der ligger et stort og urealiseret energisparepotentiale i de danske parcelhuskvarterer, men boligejerne er usikre og forlanger helhedsløsninger også finansielt, fastslår en arbejdsgruppe under Energistyrelsen

Af Klaus A. Jensen

Når valget står mellem et nyt køkken eller badeværelse og en energieffektivisering af boligen, vælger langt de fleste husejere det første. F.eks. blev der i 2006 skønsmæssigt alene brugt 16 milliarder kroner til nye køkkener ud af en samlet investering på 90 milliarder kroner i reparation og vedligeholdelse af vores bygninger.

Men potentialet for energirenovering af den private boligmasse er stort, og det betaler sig oftest at investere, fastslår en arbejdsgruppe under Energistyrelsen, som gennem det sidste halvår har beskæftiget sig med at beskrive modeller til finansiering og realisering af energibesparelser i private enfamiliehuse. Også TEKNIQ har deltaget aktivt i dette projekt ESCO-light, som Energistyrelsen har valgt at kalde sit initiativ.

Barrierer at overvinde

En række barrierer forhindrer, at der i videre omfang gennemføres energibesparelser eller omlægning af varmeforsyningen i private boliger. Først og fremmest er villaejerne usikre ved komplicerede ombygningsarbejder, og usikkerheden kombineres typisk med tvivl om, hvor mange penge, der efterfølgende kan spares på energiregningen.

Arbejdsgruppen peger på, at disse barrierer kan overvindes ved at præsentere boligejeren for helhedsløsninger og især gennem skabelsen af tværgående samarbejder mellem forskellige aktører som f.eks. håndværksvirksomheder og finansieringsinstitutter.
– Rammerne for at gennemføre energirenoveringer i private boliger er i det store og hele til stede, det handler blot om at gøre det overskueligt og nemt at give sig i kast med. Nemt vil sige, at kunden kun behøver at henvende sig ét sted for at få et overblik og et samlet tilbud. Man må ikke undervurdere kundens behov for at blive præsenteret for en helhedsløsning. Desuden er det vigtigt at gøre det klart, hvor mange penge boligejerne rent faktisk kan spare, hvis de vælger at gennemføre et energiprojekt, siger chef for teknisk afdeling i TEKNIQ, Christian Jarby, som har deltaget i arbejdsgruppen.
Han peger i den forbindelse på, at installationsbranchen nu har uddannet 180 energivejledere, som står klar til at hjælpe boligejerne med at identificere, planlægge og gennemføre energibesparelser eller omlægge til vedvarende energi.

Fælles forpligtelse

Arbejdsgruppens forskellige aktører har over for klima- og energiminister Lykke Friis forpligtet sig til at skabe nye samarbejdsrelationer, som vil gøre det nemmere for husejeren at få et samlet overblik, når han overvejer at gå i gang med et byggeprojekt, som også omfatter energirenovering.

I den forbindelse håber Christian Jarby, at bankerne i højere grad vil begynde at tænke energieffektivitet ind i deres rådgivning af kunderne, når de skal finansiere hushandler eller moderniseringsopgaver.
– Installatøren selv har også nogle særlige muligheder, når han alligevel kommer hos sin villakunde for at klare et konkret problem. Han skal være opmærksom på, om der generelt kan tages initiativer til energiforbedringer i boligen og f.eks. ikke kun udskifte den defekte pumpe, siger Christian Jarby.

Uændret forbrug

Danmark har formået at fastholde et stort set konstant energiforbrug siden 1980 samtidig med en betydelig vækst i samfundet. Boligsektorens energiforbrug har været uændret, selv om boligarealet i samme periode er vokset med 30 procent. Energiforbruget til opvarmning af boligerne målt pr. kvadratmeter er dog stort set ikke faldet gennem de sidste 10 år, og det tolkes af Energistyrelsens arbejdsgruppe som et tegn på, at de ellers massive investeringer i de danske boliger ikke i større stil er blevet anvendt til energioptimering.

Men nu er det nu, konstaterer klima- og energiminister Lykke Friis i en kommentar til ESCO-light arbejdsgruppens refleksioner og anbefalinger:
– Der ligger et kæmpe potentiale for energibesparelser i parcelhuskvartererne. Hvis vi i fællesskab kan gøre noget for at realisere besparelserne, slår vi flere fluer med ét smæk: Boligejerne får lavere energiregninger, det gavner beskæftigelsen og bidrager samtidig til at nå målet om uafhængighed af fossile brændsler. Desuden har energiinvesteringer ofte en positiv effekt på indeklimaet, og husene bliver mere værd.

FAKTA: Arbejdsgruppens medlemmer

Finansrådet, Håndværksrådet, Realkreditrådet, DI Energibranchen, BOLIUS, Dansk Energi, DONG Energy, ATP, Energistyrelsen, Dansk Erhverv, Erhvervs- og Byggestyrelsen, Middelfart Sparekasse, Center for Energibesparelser og TEKNIQ.

Sidst opdateret 10.09.2010