Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Debat: Vi glemmer sikkerheden i hjemmet

Af Lars Petrowsky, medlem af TEKNIQ-råd Syddanmark, bragt i Vejle Amts Folkeblad og Fredericia Dagblad 25. februar 2011.

Det er vigtigt for os, at vores børn er sikre i trafikken. Vi giver dem sele på, når de sidder i bilen og cykelhjelm, når de skal op på cyklen. Men vi er til gengæld ofte helt ubekymrede over de farer, vi udsætter vores børn for i hjemmet. Mange danskere glemmer simpelthen sikkerheden, når det kommer til el- og vvs-installationerne i boligen. De ’gør det selv’ frem for at hyre en autoriseret installatør. Konsekvensen er, at mange danskere hvert år oplever vandskader, brande og stødulykker som følge af fejl i installationerne.

Undersøgelse fra Sikkerhedsstyrelsen viser, at næsten halvdelen af alle danskere selv opsætter halogenlamper, hvor transformer, lamper og ledninger er købt hver for sig, mens 17 procent selv installerer eller udskifter udendørs stikkontakter, og 14 procent selv udvider eksisterende elinstallationer inde i boligen, f.eks. ved at sætte nye stikkontakter op. Det er ikke blot farligt, det er også ulovligt.

Som autoristeret vvs-installatør støder jeg med jævne mellemrum på disse ’gør det selv’-løsninger. Måske har de allerede forårsaget en vandskade på badeværelset eller en brand på børneværelset. Som fagmand gør det næsten ondt, når folk går på kompromis med sikkerheden for på kort sigt måske at spare en krone eller to. I installationsbranchen er sikkerhed i hjemmet vores første prioritet.

Det kræver stor viden at arbejde med el- og vvs-installationer på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde. Det er derfor, vi har autorisationen. En autorisation kræver høj faglighed og en kvalificeret uddannelse. Desuden sikrer den forbrugeren mod dårligt udført arbejde gennem branchens ankenævn. Er man i tvivl om installationerne i ens bolig er sikre, kan man altid få sin lokale installatør til at give hjemmet et sikkerhedstjek.
Sidst opdateret 28.02.2011