Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Færre klager over installatørens arbejde

Antallet af klagesager over installationsarbejde udført hos private forbrugere faldt i 2010 for tredje år i træk, og mange sager afgøres med forlig.

Af Klaus A. Jensen

For tredje år i træk faldt antallet af forbrugerklager over installationsbranchen i 2010.
Ankenævnet for Tekniske Installationer modtog sidste år 192 klager fra forbrugere, som var utilfredse med prisen på eller kvaliteten af det arbejde, deres el- eller vvs-installatør havde udført – i 2009 modtog ankenævnet 203 klager, og i 2008 klagede 255 forbrugere.

Af klagesagerne fra 2010 vedrørte næsten to tredjedele vvs-området, mens den sidste tredjedel drejede sig om eltekniske forhold.
Ankenævnet har afsluttet 113 af de 192 klagesager fra 2010, mens de resterende vil blive behandlet i løbet af i år, oplyser sekretariatschef Jane Fischer.
73 af de afsluttede 2010-sager har ført til kendelser, og i 25 klagesager blev der indgået forlig uden ankenævnets reelle medvirken.

Mange forligssager

Af de 73 sager, hvori der er afsagt kendelse, blev 14 afvist, i 25 tilfælde har klager fået medhold, i 16 sager har klager fået delvist medhold, og i 18 sager er ankenævnets afgørelse faldet ud til fordel for den indklagede installatør.
– Næsten en tredjedel af kendelserne gav ubetinget klageren medhold, og det er lidt mere end de foregående år, men til gengæld er der afsagt færre kendelser, hvor klageren har fået delvist medhold, og set under ét repræsenterer 2010 ikke de store udsving, konstaterer Jane Fischer.

Hun glæder sig samtidig over, at 25 klagesager sidste år endte med et forlig.
– Det bekræfter, at det i mange tilfælde trods uenighed er muligt at at løse en sag i mindelighed. Det er naturligvis også den vej, vi i sekretariatet forsøger at betræde først, for hvis parterne selv kan blive enige, er meget vundet, siger Jane Fischer.
Når en række sager – 14 i alt sidste år – blev afvist efter behandling i Ankenævnet for Tekniske Installationer, skyldes det oftest såkaldt bevisuegnethed, som indebærer, at sagerne kræver parts- eller vidneforklaringer under strafansvar, hvilket ikke kan foregå for et ankenævn. Disse sager kan derfor kun behandles ved de almindelige domstole.


Flot brancheopbakning

En enkelt sag omhandlende et beløb på ca. 50.000 kroner blev sidste år oversendt til branchens garantiordning, fordi den pågældende installatør gik konkurs. Medlemmer af TEKNIQ er forpligtede til at følge kendelser fra ankenævnet, medmindre de senest 30 dage fra forkyndelsen vælger at indbringe sagen for domstolene. Sker det ikke, træder garantiordningen til og sørger for, at forbrugeren bliver holdt skadesløs i forhold til det udbedringsarbejde, der skal finde sted.

– Det er meget flot, at kun en enkelt sag havner i garantiordningen. Det viser, at installationsbranchen tager sit ansvar i forbindelse med ankenævnssager alvorligt, siger Jane Fischer.
Af de 192 klagesager sidste år kom 44 fra installationskunder i Jylland, 14 fra Fyn, 45 fra hovedstadsområdet og 89 fra øerne i øvrigt.


Risikabelt vvs-arbejde

Når de fleste klager – 132 – vedrører vvs-arbejde, skyldes det ifølge Jane Fischer formentlig, at vvs-arbejde er mere synligt end elinstallationer.
– Og så spiller det givetvis en rolle, at vvs-installatørerne, når det f.eks. drejer sig om badeværelser, kaster sig ud i mere risikable hovedentrepriser, hvor også bl.a. murere er involveret, og deres arbejde hæfter installatøren også for i forbindelse med en eventuel tvist, siger Jane Fischer.

Gennemsnitligt er de omtvistede beløb i de ankenævnssager, der fører til en kendelse, på 25-30.000 kroner, men i en håndfuld tilfælde sidste år drejede klagerne sig om forhold, som løb op til maksimumgrænsen på 150.000 kroner, og i disse tunge sager fik kunden i alle tilfælde helt eller delvist medhold.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i Ankenævnet for Tekniske Installationer var sidste år 142 dage.

 Sager i Ankenævnet for Tekniske Installationer

» Læs mere om Ankenævnet for Tekniske Installationer
» Se Ankenævnet for Tekniske Installationers hjemmeside

Sidst opdateret 23.02.2011