Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Uproduktiv rapport om byggeriet

TEKNIQ og tre andre byggeorganisationer langede på Byggeriets Evaluerings Centers årsmøde kraftigt ud efter en regeringsbestilt produktivitetsrapport fra konsulentfirmaet McKinsey

Af Michael Rask Pedersen

Næst efter Italien har Danmark den mindst produktive byggebranche i OECD. Og det skyldes blandt andet, at der i Danmark er for mange små og mellemstore byggevirksomheder, at arbejdsdelingen giver ventetid samt for mange fejl og mangler, at priserne på byggevarer er for høje, og at der ikke høstes nok gevinster på industrialisering og standardisering af byggeriet. Sådan lyder hovedessensen af en rapport om produktiviteten i byggeriet, som konsulentvirksomheden McKinsey udarbejdede til regeringens Vækstforum før jul. Rapporten blev debatteret på Byggeriets Evaluerings Centers årsmøde og fik harske ord med på vejen af byggeriets organisationer. Kritikken gik blandt andet på, at rapporten ikke tager højde for det særlige danske byggemarked, og derfor ender med at blive et stykke uproduktivt skrivebordsarbejde.


Mere teknologi i bygningerne

– Vi vil ikke anerkende, at byggeriet nærmest er en samfundsmæssig belastning. Byggeriet er ikke en del af problemet, men en del af løsningen på vores samfundsøkonomiske udfordringer, understregede TEKNIQs administrerende direktør Niels Jørgen Hansen i sit indlæg i diskussionen og tilføjede:
   Adm. direktør Niels Jørgen Hansen
    
 - Vi har i al beskedenhed bidraget til at få ny teknologi omsat til konkrete fordele. Kom ikke og beskriv os som en branche uden innovation eller teknologi.Sådan sagde adm. direktør i TEKNIQ Niels-Jørgen Hansen på Byggeriets Evaluerings Centers årsmøde.

– Gennem årene er der kommet mere og mere teknologi ind i bygninger. I en moderne bygning reguleres energiforbruget automatisk efter behovet. Der er moderne og gode klimaløsninger og varmeinstallationer, der godt nok er anderledes end for 25 år siden. Der er it-netværk og moderne kommunikationsløsninger. Der er sikringsinstallationer, der giver større beskyttelse mod indbrud, brande og andre uønskede hændelser. Jo, vi har i al beskedenhed bidraget til at få ny teknologi omsat til konkrete fordele. Kom ikke og beskriv os som en branche uden innovation eller teknologi. Vi har i høj grad bidraget til en højere værdi i byggeriet.
Han opfordrede i stedet til en strategi for produktivitetsdiskussionen, som tager sit udgangspunkt i, hvad markedet – og kunderne – ønsker og forventer.


Østberlin som model

Heller ikke i BAT-kartellet kunne sekretariatsleder Gunde Odgaard genkende rapportens konklusioner.
– Jeg var ikke klar over, at de i McKinsey har ansat planøkonomer. For sidst jeg så et byggeri, der fulgte McKinseys definition på produktivitet, var da jeg fra tv-tårnet i Berlin kiggede ud over Østberlin. Flere hundrede hektar standardiseret og industrialiseret effektivt plattenbau udført af et meget stort byggefirma. Men er det virkelig det, vi vil have, spurgte Gunde Odgaard og understregede samtidig, at man ikke kan sammenligne renovering af Frederik d. 8. Palæ med opførelse af et typehus.

Han mente, at rapporter helt overser det mest centrale i produktivitetsdebatten, nemlig arbejdet ude på byggepladserne.
Heller ikke Lars Storr-Hansen fra Dansk Byggeri eller Elly Kjems Hove fra DI Byggematerialer var imponerede over undersøgelsen.
Elly Kjems Hove mente, at der var så mange metodeproblemer i analysen, at den kun var begrænset relevant, mens Lars Storr-Hansen forsøgte at gribe i egen barm.
– Vi er i byggeriet klar over, at vi har et udviklingspotentiale, men vi påtager os ikke al skyld. Vi arbejder løbende for at udvikle branchen og har blandt andet bidraget via samarbejdet Værdiskabende Byggeprocesser og gennem vores engagement i Det Digitale Byggeri, sagde Dansk Byggeris administrerende direktør.

» Læs TEKNIQs kommentarer til McKinsey-rapporten her
» McKinsey rapporten kan læses her

Sidst opdateret 01.02.2011