Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Installatørerne hjalp HMN Naturgas i mål

Direkte kundetilskud og inddragelse af tredjepart har resulteret i store energibesparelser. Alene på boligområdet har HMN Naturgas udbetalt tilskud til installation af 8.500 kondenserende naturgaskedler

Af Klaus A. Jensen

HMN Naturgas I/S har opfyldt sit energisparemål, og det er i meget vidt omfang sket gennem aktiv inddragelse af installationsbranchen.

 Afdelingschef i TEKNIQ Christian Jarby
 – En række energiselskaber er tilbageholdende med at inddrage tredjepart, når der skal gennemføres besparelser. De mener mange gange, at de bedst kan selv. HMN’s strategi understreger, at det betaler sig at bruge markedet og dets håndværkere og rådgivende ingeniører, siger teknisk chef i TEKNIQ Christian Jarby
Naturgasselskabet skulle præstere besparelser på samlet 186 GW/h i 2010, og for at nå målet valgte selskabet via installatørerne og andre eksterne rådgivere at udbetale et direkte kundetilskud på 42 øre for hver sparet kWh.
Det har ført til udskiftning og omlægning af mange installationer, fortæller afdelingschef Per Jensen, HMN Naturgas.
– Vi har opnået vores mål på flere kundekategorier, og specielt på boligområdet er det givet, at tilskuddet har bevirket, at der er udført mange installationsopgaver, siger han.


300 installatører inddraget

HMN Naturgas har opgjort, at der med tilskuddet er lavet 8.500 installationer hos selskabets boligkunder, og dermed er der skabt en omsætning hos installatørerne på rundt regnet 325 millioner kroner.
– Opgaverne er i mange tilfælde direkte formidlet af installatørerne selv, og i alt har ca. 300 installatører været involveret med omlægningen af boliginstallationer, som har ført til energibesparelser. Der er i mindre omfang tale om en omlægning fra elvarme og olie til naturgas, samtidig med at der også er udskiftet mange ældre gaskedler til effektive kondenserende kedler, siger Per Jensen.


Godt fungerende marked

Samlet har HMN Naturgas realiseret 60 GW/h på boligområdet – svarende til en tredjedel af den samlede besparelse.
– Vi er meget tilfredse med den strategi, vi har valgt med udbetaling af tilskud direkte til slutbrugeren, og vi er også både glade for og stolte over, at installatørerne har arbejdet så bredt med på projektet. Vi vil på ingen områder levere hverken komponenter eller arme og ben, det har vi et kommercielt marked til, som fungerer rigtigt godt, konstaterer Per Jensen.
De sidste to tredjedele af HMN’s sparemål er gennemført hos større kunder. På offentlige bygninger, og inden for handel og service samt produktion og erhverv er der ligeledes via tilskud realiseret besparelser på 130 GW/h.
Her er det primært private rådgivere, som har identificeret og formidlet projekterne – og siden er installatørerne kommet på banen.


Det gik lettere end ventet

Per Jensen peger på, at specielt erhvervskunderne ikke bare er gået efter tilskudsguleroden, men også har været drevet af afgiftsomlægninger, som betyder, at det er blevet dyrere for produktionsvirksomheder at købe energi.

Sammenfattende gør han situationen op på denne måde:
– Havde du spurgt mig for et år siden, ville jeg have sagt, at vores mål var meget ambitiøse. I virkeligheden er det gået lettere, end vi havde regnet med, og ikke mindst fordi vi har brugt markedets egne mekanismer. Vi har i sidste fase måttet sige nej til at tilskudsstøtte mange besparelsesprojekter.

I TEKNIQ er teknisk chef Christian Jarby glad for HMN Naturgas’ resultater:
– En række energiselskaber er tilbageholdende med at inddrage tredjepart, når der skal gennemføres besparelser. De mener mange gange, at de bedst kan selv. HMN’s strategi understreger, at det betaler sig at bruge markedet og dets håndværkere og rådgivende ingeniører, siger han.

Sidst opdateret 12.01.2011