Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Kom så af sted

Om et halvt år træder en EU-forordning om mindre varmepumper og køleanlæg endegyldigt i kraft. Så skal vvs’ere og elektrikere have en kategori II-autorisation for at installere og servicere varmepumper, der indeholder et kølekredsløb med kølemiddelfyldninger på op til 2,5 kg. Så installatørerne bør gribe chancen nu og få sendt medarbejdere på kursus og få autorisationen i hus

Af Amalie Mathiassen

Den 4. juli 2011 klapper fælden. Så er det endegyldigt slut for vvs’ere og elektrikere uden minimum en kategori II-autorisation at foretage installationer og udføre lovpligtig service (på alle anlæg med fyldning over et kg), som griber ind i et kølekredsløb på en varmepumpe. Derfor opfordrer flere installatører nu deres kollegaer til at få kategori II-autorisationen i hus, så kølemontørerne ikke løber med hele varmepumpemarkedet. Også Nils Lygaard, teknisk konsulent i TEKNIQ, ser gerne, at mange flere vvs’ere og elektrikere tager en tur på skolebænken på Den jydske Haandværkerskole for at blive opkvalificeret til arbejdet med at installere og servicere køleanlæg og varmepumper, der indeholder et kølekredsløb med kølemiddelfyldninger på op til 2,5 kg.

– Med en kategori II-autorisation kan du arbejde med langt de fleste jordvarmepumper og luft til væske-varmepumper til anvendelse i boligsektoren. Uden, må du efter den 4. juli kun installere varmepumper, der består af en enkelt færdig unit, hvor kølekredsløbet er integreret og færdigmonteret i anlægget. Desværre er der indtil nu alt for få vvs’ere og elektrikere, der har taget uddannelsen og fået autorisationen i hus. Derfor vil jeg indtrængende opfordre branchen til at komme på
skolebænken, siger Nils Lygaard, og fortsætter:

– Alt arbejde med kølemiddelfyldninger på over 2,5 kg skal i forvejen varetages af certificerede kølemontører fra et autoriseret, anerkendt og ISO 9001-certificeret firma, men hvis el- og vvs-branchen ikke tager sig sammen, så løber kølemontørerne altså også med hele markedet til boligsektoren.


Vil levere hele pakken

VVS-installatør Bjarne F. Clausen fra Bosses VVS i Sønderborg ligger helt på linje med Nils Lygaard. Allerede i 2010 fik han selv og én af hans montører kategori II-autorisationen fra Den jydske Haandværkerskole, fordi Bosses VVS vil levere hele pakken, hvad angår varmepumper.

– Vores virksomhed er stærk på energisiden, og jeg mener, at det er inden for alternativ energi opgaverne ligger i fremtiden. Og jeg har truffet det valg, at jeg både vil installere og servicere varmepumper, og så nytter det jo ikke noget, at jeg skal ringe til en kølemontør, hver gang jeg står ude hos en kunde og skal foretage mig noget, der har med kølekredsløbet at gøre, for det sker altså ofte, siger Bjarne F. Clausen.

Bosses VVS, der tæller otte medarbejdere, arbejder næsten udelukkede med energiopgaver. Cirka 30 procent af opgaverne drejer sig om alternativ energi, hvor varmepumperne fylder klart mest. Virksomheden installerer og servicerer både jordvarmeanlæg, luft til luft- og væske til væske-varmepumper. De øvrige opgaver i virksomheden er centreret om varmeanlæg, der kører på fossile brændsler. Bjarne F. Clausen har valgt selv at tage varmepumpeuddannelsen på Den jydske Haandværkerskole, fordi han i virksomheden fungerer som konsulent og kontaktperson til producenterne.

– Det er klart, at jeg ikke har så meget tid til at være ude hos kunderne, men til gengæld har jeg valgt, at det skal være sådan, at mine montører altid kan ringe til mig og få gode råd og bruge mig som en slags konsulent på opgaver. Derfor tager jeg også selv så vidt muligt altid de kurser, som jeg sender mine medarbejdere på, siger Bjarne F. Clausen, der i øjeblikket overvejer, om han også skal sørge for, at virksomheden bliver certificeret til at arbejde med anlæg med fyldninger på op til 50 kg.

– Så kan vi arbejde med de rigtig store anlæg også, og jeg ser det som en stor fordel, at vi kan dække hele varmepumpeområdet.

Kompliceret område

Installatør Kim Falsing fra virksomheden Falsing & Grau A/S i Gentofte er også af den opfattelse, at medarbejderne må en tur forbi Den jydske Haandværkerskole, hvis man for alvor vil satse på varmepumpeområdet. Han har haft en overmontør og en montør på varmepumpekursus allerede og overvejer at sende tre mere af sted.

– Jeg tror på, at varmepumper er fremtiden. I dag er det måske mest de lidt teknisk interesserede eller meget miljøbevidste privatkunder, der satser på varmepumper, men fremover vil det blive meget mere udbredt. Og så er vi som branche altså nødt til at være klædt på, så andre ikke løber med markedet, siger Kim Falsing, der også mener, at det er helt fejlagtigt, hvis nogen i branchen mener, at varmepumpeområdet er let at gå til, og at det derfor er unødvendigt at uddanne sig.

– Området er faktisk meget kompliceret, hvis man skal lave korrekte beregninger og dimensioneringer. Det kommer man ikke sovende til uden at lave fejl, som så smitter af på kundernes indtryk af potentialet i varmepumper. Og det skal vi gerne undgå.

» Klik på skemaet nedenfor for at se større version af Kursusoversigt over køleuddannelser 2011
Kursusoversigt over køleuddannelser 2011

Sidst opdateret 12.01.2011