Log ind for medlemmer

Som medlem af TEKNIQ får du adgang til den nyeste information fra TEKNIQ, blanketter, information om nye love samt meget mere.

Ønsker du at blive medlem af TEKNIQ, så kontakt os på mail TEKNIQ@TEKNIQ.DK

Øget sikkerhed med kombiløsning

DBI samarbejder i nyt udviklingsprojekt med flere universitetsmiljøer om at udvikle intelligensen i de tekniske sikringsinstallationer

Af Klaus A. Jensen

En kombination af forskellige teknologiske løsninger sammen med f.eks. avanceret adfærdsregistrering skal i fremtiden gøre det muligt at forudsige brandulykker og kriminelle handlinger tidligere, end det hidtil har været muligt.

Det er i hvert fald ambitionen og filosofien bag forsknings- og udviklingsprojektet ”Intelligent sikkerhed”, som DBI, Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, har taget initiativ til.Jo tidligere, man kan forudse, at der vil opstå en brand eller blive begået en kriminel handling, jo større er chancen også for at afværge ulykker og skader.

Projektet omfatter bl.a. et samarbejde mellem specialister fra DBI og universitetsmiljøer i Danmark og Tyskland.
– Jo tidligere, man kan forudse, at der vil opstå en brand eller blive begået en kriminel handling, jo større er chancen også for at kunne afværge ulykker og skader. Vi vil forsøge at skabe bedre sammenhæng mellem forskellige etablerede teknologier, så vi på et tidligt tidspunkt får en advarsel, når noget er ved at ske. Vi mener, at der ligger et stort potentiale i en bedre udnyttelse af den teknologi, som allerede eksisterer. Vi skal se på mulighederne for at integrere de forskellige brand- og sikringsteknologier og kombinere dem på nye, innovative måder, som optimerer deres anvendelsesmuligheder, siger seniorkonsulent Finn Massesson, DBI, om forskningsprojektet, som løber frem til udgangen af 2012.


Bedre udnyttelse af kamerateknologi

På det brandtekniske område samarbejder DBI med det tyske Universität Duisburg-Essen, som er førende i Europa, når det gælder forskning i og udvikling af systemer til detektering.
Allerede i dag udnytter man overvågningskameraer til at afsløre ild og røg, men det er forventningen, at kamerateknologien kan udnyttes endnu bedre, f.eks. til verificering af usikre brandsignaler fra særligt fintfølende detektorer.
– Det kan være en modstand på en printplade, som bliver varm og afgiver gasser, men i dag er vores systemer ikke så gode til at vide, hvordan dette signal skal behandles. Det vil vi gerne kunne gøre bedre, siger Finn Massesson.

Den unormale adfærd

Et andet eksempel på nye muligheder inden for intelligent samordning af kendte teknologier er overvågning og adfærdsanalyse, og her samarbejder DBI med forskere fra Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet, som er førende, når det gælder udvikling af avancerede modeller til sammenligning af adfærd optaget på overvågningskameraer.

– Overvågning af et givet sted handler om at få beskrevet normalmiljøet, men når noget afviger, vil vi gerne have besked om det. F.eks. vil vi gerne øge vores muligheder for at detektere mistænkelig adfærd på steder, hvor der er særlig risiko for kriminalitet eller terror. Vi ved, at der forud for en kriminel handling typisk finder rekognoscering sted, siger Finn Massesson.
Han forestiller sig f.eks., at man på et kunstmuseum vil kunne detektere, når den samme personprofil registreres med en unormal hyppighed og eventuelt på en påfaldende måde i nærheden af et værdifuldt kunstværk.

Udvikling af redskaber

Som led i denne del af projektet ansætter DBI en ph.d.-studerende, og samtidig er instituttet gået i gang med at opbygge 1:1 testfaciliteter i Hvidovre.
– På baggrund af projektets resultater er det vores plan at udarbejde en retningslinje for projektering, installation, drift og vedligeholdelse af systemer til overvågning af brandtilløb og risikoindikerende menneskelig adfærd. Desuden vil vi udvikle et softwareværktøj til projektering af de forskellige løsninger til tidlig detektering, siger Finn Massesson.

Målgruppen er i første række installations- og rådgivningsvirksomheder, som projekterer brand- og sikringsløsninger.

Sidst opdateret 17.03.2011